Der havde været bagt op til det gennem flere uger, men alligevel landede det som lidt af en bombe, da det onsdag blev officielt: Discovery Networks' 11 tv-kanaler går i sort på YouSee-kundernes tv-skærme den 1. januar.

Men hvad så nu? Mister YouSee-kunderne virkelig adgang til Discovery Networks' kanaler for evigt?

»Nej, det kan jeg simpelthen ikke forestille mig,« siger Claus Bülow Christensen, digital analytiker og grundlægger af Copenhagen Future Tv Conference:

»Der er så meget på spil for begge parter i det her – der er så mange penge involveret. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at man ikke finder et kompromis.«

YouSee meldte da også ud onsdag, at man fortsat håber på at nå til enighed med Discovery Networks, så kunderne får adgang til kanalerne på et tidspunkt i det nye år.

Nu starter så en lakmusprøve af, hvem der har mest is i maven, vurderer Claus Bülow Christensen.

YouSee vil i de kommende uger få en bedre idé om, hvor mange kunder det koster dem at slukke for signalet til Discovery Networks' kanaler.

Discovery Networks vil få en idé om, hvor mange YouSee-kunder de er lykkedes med at nå ud til uden om YouSee.

Enten via streamingtjenesten Dplay eller ved, at YouSee-kunderne er skiftet til en tv-udbyder med Discovery Networks' kanaler.

»Når vi så er kommet et par uger ind i januar, vil begge parter virkelig mærke, hvad det her betyder,« siger Claus Bülow Christensen:

»Så sidder de hver for sig og får lidt sved på panden. Og så bliver spørgsmålet: Hvem blinker først? Hvem griber først telefonen og ringer til den anden?«

Han påpeger, at konflikten ikke er unik i dansk sammenhæng.

»Vi har jo blandt andet set noget, der ligner, da Viasat pludselig ville hæve prisen markant på TV3. Det ville YouSee heller ikke, og der endte man også med en aftale efter en hård konflikt,« siger Claus Bülow Christensen:

»I det her tilfælde handler det hele om et par kanaler med dyre sportsrettigheder. Det er jo ret fjollet, at det er det, der skal afgøre det. Så jeg tror, vi kommer til at se en aftale.«

Men hvad så hvis vi ikke gør?

»Jokeren i det her er, hvor mange kunder YouSee rent faktisk mister,« siger Claus Bülow Christensen:

»Hvis det ikke er mange, så kan det godt være, at YouSee vil være meget cool i forhold til, om en aftale er nødvendig,« siger Claus Bülow Christensen.

Han mener, at Discovery Networks vil gå i offensiven, hvis ikke de kommer tilbage til YouSee.

»Så kommer vi til at se en markant kampagne for deres tjeneste Dplay,« vurderer han:

»Det er en måde, hvor man kan henvende sig direkte til kunderne uden om YouSee. Det kan blive en massiv og dyr indsats, men det vil nok være den vej, man går.«