'Konkurrenceforvridende og diskriminerende.'

Sådan lyder reaktionen fra Discovery til YouSees melding om, at mere end en million tv-seere fra årsskiftet mister 11 Discovery-kanaler.

Onsdag meddelte Yousee, at den længe ventede aftale med Discovery er røget i vasken, og at kunderne efter nytår derfor mister en række kanaler.

Nu svarer Discovery igen.

'Realiteten er, at YouSee efter vores opfattelse ganske enkelt bruger deres dominerende markedsposition til at forsøge at skubbe os ud af det danske tv-marked. Vi har den seneste måned genoptaget forhandlingerne med YouSee i håb om at lande en aftale. Men YouSee har i deres tilbud gjort det meget klart, at de ikke ønsker at betale for vores indhold på rimelige og ikke-diskriminerende vilkår.'

Sådan siger Christian Kemp, adm. direktør i Discovery Networks Danmark i en pressemeddelelse.

De seneste måneder har der været en strid mellem Yousee og Discovery Networks om, hvorvidt Discoverys kanaler fortsat skal ligge i de faste tv-pakker.

Yousee vil tilbyde dem som bland selv-kanaler. Det vil Discovery dog ikke acceptere.

Onsdag formiddag stod det klart, at der ikke kommer nogen aftale mellem Discovery Networks og Yousee, og at kunderne mister en række kanaler.

Derfor stopper kanaler som 6’eren, Kanal 5, Kanal 4 og Discovery med at virke på Yousee-kunders tv-apparater ved årsskiftet, oplyser Yousee til B.T.

I pressemeddelelsen beklager Discovery situationen og giver ubetinget Yousee skylden for, at forhandlingerne er gået i hårdknude.

'YouSees opførsel i hele denne forhandlingsproces, der har kørt siden foråret, har i vores optik været diskriminerende og konkurrenceforvridende. Faktum er, at vi ikke forlanger prisstigninger på vores indhold, og vi har af flere omgange forsøgt at komme med forskellige bud på, hvordan vi kunne lande en rimelig aftale med YouSee.'

'Det står derfor meget klart, at YouSee forskelsbehandler os som kanalgruppe, da vi åbenbart er den eneste broadcaster med indhold, som de ikke vil betale en fair pris for,' udtaler Christian Kemp.

I meddelelsen forsikrer Discovery, at kunderne også i fremtiden vil kunne se Discoverys 11 tv-kanaler og dermed også kunne se både det danske landshold og OL i Tokyo i 2020.

Det kræver dog, at de skifter tv-udbyder.

'Selvom YouSee er markedsdominerende på det danske tv-distributørmarked herhjemme, findes der heldigvis en lang række andre tv-distributører i landet, som alle tilbyder vores kanaler – både i faste tv-pakker og som bland selv løsninger,' skriver Discovery.