En fremtid uden tv-pakker, hvor kunderne selv vælger alle de tv-kanaler og streamingtjenester, de gerne vil se.

Sådan lød visionen, da Michael Moyell Juul, koncernchef for Nuuday med YouSee under sig, onsdag fortalte om YouSees syn på fremtiden på tv-markedet. Nu reagerer TV 2 og TV3 på den vision.

For i samme artikel sagde Nuuday-chefen, at man vil gå til fremtidige forhandlinger med TV 2 og NENT, der eksempelvis driver TV3, med samme strategi, som da det endte i konflikt med Discovery i efteråret.

Målet er, at man ønsker en fremtid, hvor alt indhold i stedet for tv-pakker er i Bland Selv – og altså aktivt skal vælges af den enkelte kunde.

Michael Moyell Juul fortalte også, at man på sigt gerne vil bryde grundpakken op.

Det vil som naturlig konsekvens betyde, at TV 2 og TV3 ikke længere vil blive distribueret bredt i YouSees grundpakke med over en million husstande. De vil i stedet falde ud, ligesom Discoverys Kanal 5 gjorde det ved årsskiftet.

Hos NENT, der eksempelvis driver Viaplay og TV3-kanalerne, er man ikke totalt afvisende.

»Grundlæggende tror jeg, at både vi, YouSee og vores fælles kunder har en interesse i øget valgfrihed. Jeg tror ikke, at der er det her modsætningsfyldte forhold, som der lidt lægges op til i din artikel (B.T.s artikel, red.),« siger Kim Poder, Chief Commercial Officer i NENT Group, til B.T., og fortsætter:

»Når jeg læser artiklen, så jeg opfatter jeg egentlig, at Michael siger, at vi har en god dialog, og det har vi sådan set altid haft med YouSee og vores andre samarbejdspartnere.«

Kim Poder vil dog ikke sige noget om den dialog, NENT har med YouSee.

»En eventuel dialog med YouSee er ikke noget, jeg vil køre via B.T. eller andre medier. Det ville også være ren spekulation at forholde sig til alle mulige scenarier, når ikke YouSee selv siger, at de er afklaret med, hvordan man kommer derhen,« siger Kim Poder, men slår fast:

»Uanset hvad Yousee har af ønsker, så lytter vi til det.«

På spørgsmålet om NENT's holdning til en fremtid helt uden tv-pakker, lyder det fra Kim Poder:

»Jeg har egentlig ikke flere kommentarer til det her på nuværende tidspunkt.«

Heller ikke TV 2 er afvisende over for YouSees meldinger om total valgfrihed. Her taler man faktisk idéen om valgfrihed op.

Stig Møller Christensen, som er salgsdirektør for TV 2 Betalings-tv, reagerer på følgende måde i en mail til B.T.:

'Det er helt rigtigt, at tv-markedet er i opbrud med nye forbrugervaner og nye, spændende muligheder, hvor tv-kanaler kombineres med streaming. Derfor er TV 2's kanaler – blandt andet vores nye kanal, TV 2 SPORT X – også med i alle de forskellige 'Bland Selv'- og 'Frit Valg'-produkter hos tv-udbyderne, og ved siden af disse tilbud findes der også pakker,' skriver Stig Møller Christensen i en mail, og fortsætter:

'Vi tilbyder også fuld valgfrihed på TV 2 PLAY, og vi ser positivt på de nye muligheder, da danskerne grundlæggende er glade for TV 2's indhold. Når YouSee planlægger nye tv-tilbud til kunderne, så tager vi en snak med dem om det.'