'It's finger lickin' good' lyder Kentucky Fried Chickens berømte slogan.

Noget kunne dog tyde på, at man skal passe på med at slikke på sine fingre, hvis man besøger fastfoodkædens restaurant i Aarhus-bydelen Tilst.

På baggrund af et tip fra en forbruger har Fødevarestyrelsen besøgt KFC-restauranten og gået hygiejnen efter i sømmene.

Lækkert var det ikke.

»Langs vægge og gulve er der klistrede sorte belægninger af skidt og snavs samt op ad paneler flere steder. På udleveringsdisk ved softicemaskine er der belægninger af indtørret milkshake-mix. På softicemaskinen er der på gitter massiv ansamling af støv og snavs,« skriver Fødevarestyrelsen i sin kontrolrapport og fortsætter:

»På låge og kant af låge under kopholder er der klistrede mørke belægninger af kaffe. Ved skraldespand i serveringsområde er der klistrede brune belægninger af produktrester. Ved indgangen til køkkenet fra serveringsområdet er der på gulvet ansamlinger af gamle fødevarer.«

KFC i Tilst havde på et forudgående kontrolbesøg fået en indskærpelse (mellemglad smiley, red.) for mangelfuld rengøring, men det var åbenbart ikke nok til at få restauranten til at stramme op.

»Under hylder og borde i produktionsområde er der klistrede belægninger og produktrester. På flere betjeningspaneler er der klistrede belægninger af skidt. Fliser op ad væggen ved bord i opvaskerum og ventilation har klistrede gule/brune belægninger,« står der i den nye kontrolrapport.

»Flere stikkontakter i produktion er med gule belægninger. På gulv i serveringsområde er der ansamlinger af skidt og gamle produktrester langs kanter. På sodavandsstation er der rundt om servietholder og sodavandsmaskine belægninger af produktrester,« står der yderligere.

Foruden den mangelfulde rengøring kunne Fødevarestyrelsen konstatere, at restauranten ikke havde ophængt den tidligere smileyrapport med en mellemglad smiley. I stedet hang der en glad smileyrapport.

Summen af det hele har udløst en sur smiley samt to bøder på henholdsvis 15.000 og 2.000 kroner til KFC i Tilst.

Restauranten er nu oppe på at have fået tre sure smileyer på to år.

Kentucky Fried Chicken i Tilst ved Aarhus har fået en sur smiley og bøder på i alt 17.000 kroner. Foto: Google Street View
Kentucky Fried Chicken i Tilst ved Aarhus har fået en sur smiley og bøder på i alt 17.000 kroner. Foto: Google Street View
Vis mere

B.T. har været i kontakt med den administrerende direktør for KFC i Danmark, Bjartmar Trastarson. Han ønsker ikke at kommentere på forholdene.

I kontrolrapporten kan man dog læse, at KFC i Tilst havde følgende kommentar til Fødevarestyrelsens kontrollant:

»Vi vil gerne ordne de ting. I har påpeget, og påbegynde rengøring, så det forhåbentlig er bedre, næste gang I kommer.«

Ophængningen af den forkerte kontrolrapport havde restauranten til gengæld ingen bemærkninger til.

Der findes i alt 12 KFC-restauranter i Danmark. Halvdelen af dem har fået en eller flere sanktioner for overtrædelser af fødevarelovgivningen på de seneste fire kontrolbesøg, viser B.T.s gennemgang af restauranternes smileyhistorik.