I midten af august blev der sendt en intern besked rundt i Netto med overskriften 'medarbejdernyt' fra direktør Brian Seemann Broe.

Her skrev han, at regionschefen for Nettos butikker i København, Kenneth Luxhøi, var røget ud efter 16 års tro tjeneste. Få uger senere er Netto-direktøren nu selv færdig som overhoved for discountkæden.

Torsdag offentliggjorde Netto, at landedirektør Brian Seemann Broe har fratrådt sin stilling – 'efter eget ønske', lyder det.

Forud er gået et 2019, hvor Netto har været i vælten i medierne ad flere omgange.

I februar blev Netto i B.T. udpeget som den supermarkedskæde i Danmark, hvor flest kunder oplever prisfejl på kvitteringen.

Over sommeren har Ekstra Bladet skrevet en lang række artikler om, at Netto havde adskillige datovarer på hylderne.

Og dagen før regionschefen i København Kenneth Luxhøi havde sidste arbejdsdag, kunne B.T. så fortælle, at Netto er den kæde, hvor fleste kunder har oplevet at købe muggen frugt og grønt de seks seneste måneder.

Hos Netto afviser man helt kategorisk, at de sager har noget som helst at gøre med Brian Seemann Broes afgang at gøre.

Man erkender dog, at især sommerens artikler om datovarer i de københavnske butikker har skabt en presset stemning.

»Det ligger mig meget på sinde at sige, at Brian ikke skal kædes sammen med det, der er foregået i de københavnske butikker,« siger Michael Løve, direktør for Netto International, til B.T. og uddyber:

»Jeg har kendt Brian længe og haft et godt samarbejde med ham. Jeg er ked af, at Brian har valgt at trække sig. Det har han på baggrund af diskussioner, som er mellem mig og ham, men det var ikke min vilje, at han skulle stoppe nu.«

Hvad er det for nogle uenigheder, der har ført til, at han stopper?

»Det er mellem ham og mig, men det handler selvfølgelig om, hvordan vi skal drive Netto. Men der er intet ondt imellem os.«

Uroen har ulmet i Netto gennem nogen tid.

B.T. har blandt andet modtaget henvendelser fra tidligere medarbejdere i Netto, som beskrev intern utilfredshed og afgang af flere medarbejdere.

Michael Løve erkender, at der har været problemer i de københavnske butikker.

»Det er der ikke nogen grund til at benægte. Vi har haft svært ved at holde fast i nogle gode folk, og det har haft konsekvenser for nogle af de oplevelser, man har haft som kunde,« siger Michael Løve:

»Vi har så fået hentet nogle af de folk tilbage, og vi har startet en stor indsats for at investere i de butikker, så de bliver opgraderet kraftigt.«

Michael Løve erkender også, at det har været opslidende med de mange kritiske artikler.

Især sommerens historier i Ekstra Bladet, hvor avisen gentagne gange fandt datovarer på hylderne, satte et aftryk.

»Det har lagt et stort pres på os som kæde at komme i vælten på den måde. Især i løbet af sommeren. Det lagde et stort pres på medarbejderne også,« siger Michael Løve.

Nu ser han fremad.

»Vi ser på et helt nyt koncept til de små butikker i København og bruger en milliard på at renovere de butikker. Vi er i fuld gang.«