Nets har ændret en betalingsprocedure, efter Rema 1000-kunden Peter Munk måtte betale for en andens kundes dagligvarer på grund af en stærk bluetooth-forbindelse
Betalingen for varerne foregik gennem app'en 'My Wallet' - et såkaldt 'mobilt dankort', som Peter Munk aldrig havde benyttet, men alligevel havde installeret på sin telefon.
Desværre for Peter Munk var hans bluetooth-forbindelse så stærk, at den opfangede signalet i betalingskassen bag ham, og derfor endte han med at betale for en anden kundes beløb på 129,11 kroner.
Men nu har Nets, som udbyder 'My Wallet', ændret på betalingsproceduren, så brugere fremover aktivt skal godkende fremtidige betalinger. Det skriver FinansWatch.
»Det er en problemstilling, der alene knytter sig til bluetooth.«
»Fordelen ved bluetooth er jo netop, at der er et ret stærkt læsefelt. Det med at blive registreret hurtigere og nemmere på lidt længere afstand kan faktisk i mange sammenhænge være en fordel,« siger Nets’ pressechef, Søren Winge, til FinansWatch.
Beløbet for den anden kundes dagligvarer var nemlig under 350 kroner.
Derfor krævede betalingen ingen pinkode, hvilket sammen med den stærke bluetooth-forbindelse var årsagen til den fejlagtige betaling.
Til at begynde med var Nets og Verifone, som er udbyder til betalingsterminalen, ikke enige om, hvem der havde ansvaret for fejlen.
Alligevel har Nets foretaget en ændring, så en lignende fejl ikke gentager sig i fremtiden.
Sagen blev første gang omtalt i Jyllands-Posten i begyndelsen af juni.
Her undrede Peter Munk sig, da han tjekkede sin konto og kunne se, at han havde betalt for mange penge, end hvad han selv erindrede.
Peter Munk arbejdede selv videre med sagen, og til sidst fik han en beklagelse fra Rema 1000 og tilbagebetalt pengene.