Discountkæden Fakta har de seneste år været præget af butikslukninger og millionunderskud, men i 2018 overgik kæden sig selv. På negativ vis vel at mærke.

I 2018 lød underskuddet nemlig på svimlende 270 millioner kroner. Det blodrøde regnskab bringer Faktas samlede underskud op på godt 650 millioner kroner siden 2013.

Det fremgår af Coops regnskaber.

Nedturen er drevet af, at Fakta har lukket 47 butikker i 2018. Samtidig er hele værdien af Fakta-kæden blevet nedskrevet.

»Det er de to ting, der er skyld i det her astronomiske tal. I forhold til driften er Fakta sådan set gået i nul i 2018, så det her er engangsforestilling. Du kommer ikke til at se 270 millioner i minus næste år for eksempel,« siger Peter Høgsted, administrerende direktør i Coop, der driver Fakta, til B.T.

Han forklarer, at det har været dyrt at lukke butikkerne, ligesom nedskrivningen af værdien har gjort ondt i regnskabet.

Alligevel er der optimisme at spore i Fakta.

»Vi fik åbnet nogle butikker for nogle år tilbage, hvor vi ikke fik tænkt os ordentligt om, og det har været rigtig dyrt for os at lukke dem det seneste år. Det er i det lys, man skal se det her,« siger John Hornbech Christensen, direktør for Fakta, og uddyber:

»Men vi har virkelig fået trimmet kæden de seneste år, og kerneforretningen i Fakta ser sund ud. Vi har startet 2019 rigtig godt, så vi er faktisk rigtig optimistiske omkring Fakta.«

Helt overordnet ser regnskabet for Coop, der driver Fakta, DagliBrugsen, SuperBrugsen, Irma og Kvickly, positivt ud.

Overskuddet i 2018 landede på 540 millioner kroner – en solid fremgang i forhold til året før. Engangsbeløb på grund af salg af lokaler i blandt andet Aarhus har skæppet rigtig godt til i kassen, forklarer Peter Høgsted. Han løfter også sløret for, hvordan de resterende kæder i Coop har klaret sig:

»SuperBrugsen går rigtig fornuftigt, må vi sige. Irma, DagliBrugsen og Fakta balancerer i forhold til drift. Kvickly har fortsat underskud. Det, forventer vi også, kommer til at ændre sig,« siger Peter Høgsted, der regner med sorte tal over hele linjen i 2019.