Der var dømt store armbevægelser, da Faktas direktør, John Hornbech Christensen, torsdag udtalte, at Fakta er klar til at udvide antallet af butikker markant – mere end 40 nye på fem år. Men den melding overlevede kun i fire dage.

»Jeg tror, John lige havde fået en Red Bull (energidrik, red.) for meget.«

Sådan lyder meldingen mandag fra Peter Høgsted, administrerende direktør for Coop, der driver Fakta. Han afviser, at Fakta er klar til at åbne markant flere butikker.

Det på trods af, at det fremgik af en artikel i Dansk Handelsblad, at Fakta-chefen, John Hornbech Christensen, var klar til at åbne butikker, så Fakta går fra det nuværende antal på 357 til over 400 på fem år.

En oplysning, B.T. også viderebragte. Men nej:

»Vi har nok butikker i Danmark, og vi kommer til at have det samme antal Fakta-butikker de kommende år,« fastslår Peter Høgsted:

»Jeg tror, at John, i begejstring over, at det går godt i Fakta i øjeblikket, havde en Red Bull for meget i energiniveau. Det er også fair nok.«

Helt fantastisk går det trods alt ikke i Fakta. Discountkæden har netop præsenteret et underskud på 270 millioner kroner for 2018.

Alligevel melder Coop om, at underskuddet var drevet af butikslukninger og nedskrivning i værdien af Fakta som kæde.

På driften gik Fakta i nul – hvilket er et meget bedre resultat end året før.

Men altså ikke så godt, at man er klar til at øge antallet af butikker markant.

Hos John Hornbech Christensen er al snak om masser af nye Fakta-butikker da også forduftet mandag morgen.

»Jeg tror, at folk fortolker mine udtalelser lidt forskelligt,« siger John Hornbech Christensen:

»Men jeg synes reelt, det er svært at sige, om der kommer 50 nye butikker. For tre år siden vidste vi jo heller ikke, at vi ville lukke 47 sidste år. Meget kan ske. Mit mål er bare at skabe overskud og et solidt fundament. Så ser vi, hvad der opstår af muligheder.«

Men ligger der en plan for at åbne op mod 50 nye butikker?

»Nej, jeg har ikke talt konkret antal butikker med nogen, og der er ikke sådan en plan. Jeg har bare sagt, at vi er inde i en god gænge nu, og at vi er meget optimistiske.«