Julen er hjerternes fest. Og gavernes. Og coronaens, tydeligvis.

Der bliver klikket gaver hjem fra internettet i stor stil, men faktisk er tre af de ti ting, danskerne har klikket mest på i den sidste weekend inden jul, coronarelateret.

Det viser dugfriske tal fra Pricerunner.

Nummer et på listen over, hvad danskerne har været mest interesseret i, er en coronahjemmetest.

Samme test indtager også en syvendeplads i en pakke med ti styk, og også på plads nummer ti findes testen i en pakke med fem styk.

»Tre hjemmetest ligger nu på top 10-listen over de mest søgte produkter på PriceRunner den seneste uge. Det er en stigning på 785 procent fra samme periode i november,« fortæller forbrugeranalytiker hos PriceRunner Katrine Barslev.

»Men vi formoder, at det ikke er til julegaver.«

Mens der formentlig skal testes på livet løs i de danske stuer, tyder det på, at der ryger godt med elektronik under træet.

Næst på listen er nemlig de nyeste lanceringer fra Apple, både AirPods, iPads og iPhones.

Herefter følger PlayStation 5, som der har været stor efterspørgsel på gennem hele efteråret, og som er blevet solgt til skyhøje priser, fortæller Katrine Barslev.

»Der er også blevet klikket på forskellige sportsure og aktivitetsarmbånd, så mange har nok ønsket sig udstyr til et aktivt 2022,« vurderer Katrine Barslev.

Overordnet fylder Apple-produkter godt på listen.

»De nyeste elektroniske lanceringer er eftertragtede under træet, men det er også de varer, der kan være størst rift om,« siger Katrine Barslev.

Men det er der råd for:

»Hvis man er tilfreds med en mobil eller tablet af lidt ældre dato, så findes der derimod et stort udbud,« fortæller Katrine Barslev.

Se top-25 over, hvad danskerne har klikket mest på i denne sidste juleweekend, i boksen her.