Dagene er korte, omikron smitter løs, og der er langt til sommer.
Til gengæld har der sjældent været så gode forudsætninger for at score en lønforhøhjelse som lige nu.
Ledigheden – eller arbejdsløsheden – har nemlig ikke været lavere i 13 år, og det er gode nyheder for dig.
»Alt i alt er det sælgers marked for tiden.«
Så enkelt kan det siges, spørger man Flemming Ibsen, der er arbejdsmarkedsforsker og professor emeritus ved Aalborg Universitet.
Og sælgeren, det er dig. Varen er din arbejdskraft. Køberen er enten din nuværende arbejdsplads – eller en ny.
»Virksomheder tjener ganske gode penge i øjeblikket, og det forbedrer jo arbejdskraftens forhandlingsposition, at der er mangel på arbejdskraft, og virksomhederne tjener penge. Derfor er virksomheder tilbøjelige til at komme fagbevægelsen i møde, når der skal forhandles løn,« forklarer arbejdsmarkedsforskeren.
»Det handler også om at fastholde arbejdskraft.«
November 2008 var sidst, ledigheden var så lav som nu. For november måned 2021 blev den målt til 2,8 procent af arbejdsstyrken, og det er et fald fra 3,0 procent måneden før.
Og årsagen er ganske simpel ifølge Flemming Ibsen. Det er, fordi væksten i dansk økonomi er tårnhøj.
»Den er nærmest dobbelt så høj som normalt. Det er meget sjældent,« forklarer arbejdsmarkedsforskeren.
Det ses ikke kun i Danmark, og selvom det kan virke pudsigt med coronaepidemien in mente, giver det god mening.
Har du derimod allerede haft held med lønforhandlingen netop nu, så tip os gerne på 1929@bt.dk. Tak!
»Det hele var lagt i dybfryseren, men lige så snart det virker, som om det værste er ovre, så er der gang i den igen. Folk er nærmest brændt inde med deres ønsker. Det er som en ketchup-effekt, da der har været enorm efterspørgsel på varer,« forklarer han.
Og det kommer altså dig, som lønmodtager, til gode. Virksomhederne har brug for dig, og det styrker din og din fagforenings position.
Det er faktisk nærmest over hele feltet på tværs af alle brancher, at der aktuelt er grund til at være glad. Flemming Ibsen kan på stående fod faktisk kun komme på en enkelt branche, hvor han ikke umiddelbart ser gode vilkår for at få lønsedlen til at se lidt ekstra flot ud for tiden.
»Jeg tror, at der er hård konkurrence i detailhandlen i øjeblikket. Prisen stiger godt nok på deres produkter, men det er et område med lille profitmargen.«
Mange virksomheder giver mulighed for lønforhandlinger om foråret, så det er endda regulær sæson for lønforhandling lige om hjørnet. Og uanset om du planlægger at vride din chef for lidt ekstra penge, eller du kigger dig om efter en undskyldning for at tjene lidt flere penge et andet sted, så er gode råd altid dyre.
Derfor har vi spurgt Danmarks næststørste fagforening, HK, om nogle gode råd til at udnytte den unikke mulighed, omstændighederne har skabt netop nu. Nina Bendtsen er ansat i HK. hvor hun er lønforhandlingsekspert. Hun har nogle klare råd:
Forbered dig grundigt inden forhandlingen
»Kom hele vejen rundt. Tal med dine kolleger. Har de fået lønstigning? Hvor meget får de? Tjek lønstatistikker. Tal med din tillidsrepræsentant. Tal med din fagforening. Hvordan er virksomhedens økonomi? Hvad har du selv af kvalifikationer? Har du fået noget uddannelse siden sidst? Eller nye opgaver? Har du lavet gode resultater?« siger hun.
Kort sagt: Hav argumenterne klar. Og forbered også et lønforslag inden samtalen, så du kan komme arbejdsgiveren i forkøbet.
»Så er du med til at lægge niveauet for forhandlingen,« forklarer Nina Bendtsen.
Stil spøgsmål, lyt og vær åben under forhandlingen
Grundlæggende skal du tale dig selv op og ikke lade dig feje af bordet med det samme. Forsøg i stedet løbende under forhandlingen at 'forhandle' gennem spørgsmål. Lyt og vær åben.
»Hvor er ledelsen i forhold til dit udspil? Er der ting, de har særligt fokus på? Hvad tænker de om dit arbejde, og hvad skal der til, for at du kan få mere i løn, hvis du får et 'nej'?«
Du kan i samme ombæring foreslå forskellige muligheder, hvis din chef ikke lystigt siger 'ja'. Aftal et senere tidspunkt, for eksempel. Og sørg for at få skrevet ned, hvad I aftaler.
Og sidst, men bestemt ikke mindst skal du aldrig vente på, at din chef selv tilbyder dig en lønforhandling. Det er en af de store fejl, forklarer Nina Bendtsen.
»Vent ikke på det. Bring dig selv i spil og lad være med at tage et nej for et nej.«


