Selv om flere brancher fortsat er ramt af coronakrisen, sidder der også i disse dage tusinder af erhvervsdrivende rundt omkring i Danmark og slikker sig om munden i ren og skær begejstring.

Pengene vælter ned i kasseapparaterne. De seneste dage har danskerne kørt dankortet og ladet kontanterne rulle i voldsom stil.

Allerede i weekenden jublede Salling Groups topchef, Per Bank, der driver Bilka, Netto, Føtex og BR, på sociale medier.

Danskerne brugte penge i stor stil, lød det fra Salling-chefen, og især Bilka havde en hær af kunder, som smed fladskærms-tv i kundevognen, mens BR solgte legetøj i stor mængder.

Også alt fra Jysk og Coop til Elgiganten og Coolshop har stillet sig op med armene i vejret.

Det er naturligvis de danske forbrugere, der skaber fest ude i detailbranchen lige nu. Udbetalingen af de tre ugers indefrosne feriepenge har sat gang i maskineriet.

»Det overrasker mig lidt, at det er gået så hurtigt med udbetalingen, og at effekten tilsyneladende har været så markant allerede,« siger Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank:

»Men det er udtryk for, at det her føles lidt som en gaveregn for mange danskere, selv om det egentlig er deres egne penge, de har fået udbetalt.«

Hos Pricerunner oplevede man i weekenden en stigning i aktiviteten på hele 43 procent sammenlignet med samme weekend sidste år.

»Der har været tale om et boom og en vækst, som er langt ud over det normale. De her feriepenge har virkelig fået ben at gå på. Og det er over en bred vifte af produkter, vi ser en vækst,« siger Martin Andersen, direktør i Pricerunner.

Der er dog et specifikt mønster i det, danskerne køber: Der bliver oprustet gevaldigt på hjemmefronten, og der bliver købt relativt dyre ting og sager.

Blandt topscorerne til hjemmet er indkøb af møbler, køkkenudstyr, kunst, tv-apparater og kaffemaskiner.

»Vi bruger en del tid derhjemme, så rammerne skal være bedre. Der bliver virkelig investeret i hjemmene, og vi ser for eksempel, at når folk køber kaffemaskiner, så er det gerne de lidt dyrere modeller,« konkluderer Martin Andersen.

Også ting som legetøj til børnene, smartphones og høretelefoner og parfumer bliver der solgt masser af.

»Og det er jo umiddelbart et godt tegn,« siger Louise Aggerstrøm Hansen:

»Noget af det, jeg har været bekymret for, er, at vi har set forbrugertilliden dykke og en del danskere se negativt på udsigterne til deres egen økonomi. Så det er et positivt tegn, at der er overskud til den her form for selvforkælelse.«

Generelt har danskerne været ekstremt aktive i forhold til at sikre sig deres indefrosne feriepenge.

Knap 1,8 millioner danskere har indtil videre søgt om at få udbetalt i alt 30 milliarder kroner.

Meget tyder på, at den effekt, regeringen havde håbet med udbetalingen af feriepengene – at stimulere dansk økonomi  – er godt på vej.

»Det tegner til, at det får en positivt effekt på væksten. Så lige nu går det sådan set efter hensigten,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.