Supermarkedskæden Lidl, som de seneste år har haft stor fremgang i Danmark, skifter ud på den absolut øverste post i Danmark.

Et skifte, som sender et tydeligt signal om Lidls intentioner, mener Mogens Bjerre, lektor og ekspert i detailhandel ved CBS.

Ud går den hidtidige direktør tyske Dirk Fust, som har stået i spidsen for Lidl i Danmark de seneste fem år med stor succes.

Han får en ledende stilling i Lidl USA, skriver Lidl i en pressemeddelelse.

Ind som ny direktør i Lidl Danmark kommer 38-årige Jens Stratmann.

Han kommer fra en stilling som salgsdirektør i Sydtyskland, hvor han stod i spidsen for 1.400 Lidl-butikker og 34.000 medarbejdere.

Nu skal han altså stå i spidsen for Lidls 133 butikker og 3.100 medarbejdere i Danmark.

»Når man henter en mand ind af den kaliber, så er det er ret klart signal om, at Danmark er et vigtigt marked for Lidl, og at man mener det alvorligt. Det er et marked, hvor man vil have fart på,« siger Mogens Bjerre, lektor på CBS.

Jens Stratmann bliver ny direktør for Lidl i Danmark
Jens Stratmann bliver ny direktør for Lidl i Danmark Foto: Presse
Vis mere

I Lidls pressemeddelelse fremgår det, at Jens Stratmanns opgave bliver at fortsætte ekspansionen i Danmark, hvor man planlægger 10 nye butikker om året.

Og Mogens Bjerre mener, at det sagtens kan være, at de danske kunder kan komme til at mærke noget til nye direktør.

»Det er en styrkelse af den klassiske Lidl-strategi, vi kender. Han overtager en kæde, som klarer sig rigtig godt lige nu, men man kan altid blive bedre,« siger Mogens Bjerre:

»Selvom Lidl er en stor international kæde, så er det overhovedet ikke ligegyldigt, hvem der sidder som direktør. Han kan gøre en stor forskel via sin ledelsesstil. At skabe optimisme og begejstring i sådan en kæde betyder utrolig meget.«

Selv siger Lidls nye direktør, som har første arbejdsdag 1. juni, følgende om sit nye job:

»Jeg har stor respekt for de resultater, medarbejderne i Lidl Danmark har skabt de sidste mange år, og jeg glæder mig meget til at videreføre dem. Lidl er rigtig godt på vej til at blive danskernes førstevalg, og det er min klare ambition at fortsætte og udvikle strategien med et stort fokus på kvalitet i både service, butikker og produkter fremadrettet,« siger Jens Stratmann i Lidls pressemeddelelse.

Lidl har været til stede på det danske marked siden 2005.

I dag har kæden 133 butikker og har de seneste år taget markedsandele i Danmark.