Er du en af de 100.000 danske varmekunder, der bruger et træpillefyr til at varme boligen op?

Så er der desværre dårligt nyt. Prisen på træpiller forventes at stige fra efteråret.

Det skriver Finans på baggrund af en vurdering fra Energistyrelsen.

I maj lå prisen på et ton træpiller i gennemsnit på 3.480 kroner, mens prisen i juni lå på 3.530 kroner

Til sammenligning lå prisen på 1.500-2.500 kroner før Ruslands invasion i Ukraine i februar 2022.

Da der ikke er en børs for træpiller, varierer prisen, og der kan også være lokale forskelle på prisen. Derfor vurderer Energistyrelsen, at der kommer prisstigninger på baggrund af meldinger fra markedet.

'De seneste prisprognoser indikerer stigende indkøbspriser for importører af træpiller, hvilket forventes at føre til generelle prisstigninger på træpiller frem mod fyringssæsonen 2023/24,' står der blandt andet i Energistyrelsens vurdering.

Heldigvis vurderer Energistyrelsen, at der ikke kommer til at være mangel på træpiller.

Men uanset hvad kommer prisen på træpiller formentlig ikke til at ramme niveauet fra sidste efterår.

Her lå prisen på hele 6.500-7.000 kroner for et ton.

Det resulterede blandt andet i, at flere oplevede at få stjålet deres træ og træpiller.