De seneste måneders massive problemer med at få fragtet varer rundt i verden på grund af corona-kaos har nu ramt en af de varer, som især de fleste børnefamilier vil have svært ved at undvære.
Stadig flere møder ganske enkelt tomme hylder i supermarkedet, når de skal købe ind.
Der er tale om vådservietter – også kendt som 'wipes' – som bruges til at tørre hænder og ansigt af og ofte også anvendes i forbindelse med bleskift.
Siden starten af august har stadig flere forældre bemærket på sociale medier, at de ofte har været i en lang række butikker, hvor hylderne med vådservietter er tomme.
Anekdoterne fra frustrerede forældre gælder både tomme hylder i Salling Group-supermarkeder, Coop-butikker, Rema 1000 og andre.
Et billede, der blev bekræftet, da B.T. tirsdag morgen gik en hurtig tur og besøgte Fakta, Aldi, Netto, Irma, SuperBrugsen, Spar, Føtex og Irma i indre København.
I Aldi, Fakta, Netto og SuperBrugsen var der tomme hylder af deres egne vådserviet-mærker, i Føtex var der to pakker tilbage, i Spar var der udsolgt af de små pakker.
Kun Irma havde godt med vådservietter.

Coops informationsdirektør, Jens Juul Nielsen, forklarer situationen med vådservietter:
»Det er rigtigt, at vi ikke har alle de vådservietter, der normalt er i butikkerne. Det skyldes, at stort set alle vådservietter produceres i Kina/Østen, og der er, som bekendt, store udfordringer i øjeblikket med alt for lille container-kapacitet,« skriver Jens Juul Nielsen i en mail:
»Vi har dog samlet set stadig et stort antal vådservietter i butikker og lagre, men der er en del varianter og mærker, vi ikke har lige nu.«
I Rema 1000 bekræfter man problemet.
»Det er ikke, fordi vi ikke får dem hjem løbende, men der har været forsinkelser på leverancer generelt på grund af situationen omkring corona og transport, og det har givet huller i leverancen,« siger Jonas Schrøder, pressechef for Rema 1000.
B.T. har også kontaktet Salling Group, som dog ikke er vendt tilbage.
Coronakrisen har generelt skabt stor usikkerhed på flere fronter på grund af nedlukninger i forskellige lande.
Nedlukninger på kinesiske fabrikker har eksempevis givet massiv mangel på computerchips over hele verden, hvilket har påvirket leverancer af alt fra computere til biler, ligesom nedlukninger i forskellige havne har givet store forsinkelser på leverancer fra især Fjernøsten.
Det er de udfrodringer, som nu også har skabt en situation, der kan give de fleste danske børnefamilier sved på panden.
Begge de kæder, B.T. har været i kontakt med, understreger dog, at der løbende kommer vådservietter til Danmark.
Det kan bare godt være, at du skal besøge lidt flere butikker end normalt for at finde dem, ligesom det også godt kan være, at du ikke nødvendigvis kan få det mærke, du plejer at købe.
