Der er fundet knap så søde sager i en slikbutik på Vestsjælland.
Under et kontrolbesøg 31. maj fandt Fødevarestyrelsens Rejsehold muselort på butikkens lager i baggården.
Der værende sig både på gulvet, langs paneler og ved spær.
'På gulv står flere musefælder, og der ligger ekskrementer ved poser med slik,' står der i kontrolrapporten fra besøget hos Slik Mix på Algade i Skælskør.
»Der er risiko for, at folk kan blive syge af det. Hvis det havde været rotter, havde vi dertil givet en bøde, fordi de har nogle farligere bakterier,« siger Michael Rosenmark, chef for Fødestyrelsens Rejsehold, til B.T.
Slikbutikken fik med det samme forbud mod at sælge fødevarer fra det museramte lager.
»Ejeren smed det ud, der skulle smides ud, og så desinficerede han og fik at vide, at han ikke må opbevare fødevarer i det lokale, for det var slet ikke godt nok sikret mod skadedyr,« siger Michael Rosenmark.
Slikbutikkens ejer forklarede ifølge kontrolrapporten, at han ikke vidste, hvor længe der havde været mus.
»Lige så snart han havde konstateret, at der var mus, skulle han have skyndt sig at desinficere, fjerne alt og lukke ned for opbevaring af fødevarer. At der i det her tilfælde var opsat fælder, er bevis på, at de godt vidste, der var mus. Det gør det lige en tak værre,« siger Michael Rosenmark.
Ejeren kunne desuden ikke fremvise sporbarhed på poser med blandet slik fra det museramte lager samt på flere glas Nutella.
Det samme gjaldt et parti slik, som var modtaget fra Sverige. Varerne blev beslaglagt i butikkens baglokale og kan først frigives ved skriftlig tilladelse fra Fødevarestyrelsen.
'Jeg har fået det leveret fra Sverige, men fik ingen papir på det. Jeg kan ringe til Sverige, og de kan sende det til mig,' forklarede ejeren ifølge kontrolrapporten.
B.T. har været i kontakt Slik Mix, der forsikrer om, at der skam er styr på fødevaresikkerheden.
»Der er ikke noget af vores slik, der er berørt udefra. Det hele er isoleret og tætpakket. Der er ikke noget af det, der har været udenfor butikken med brudt emballage,« siger en talsperson for slikbutikken.
Fødevarerejseholdet oplyser i sin kontrolrapport, at der venter butikken et opfølgende, gebyrbelagt kontrolbesøg.