Efter flere ugers ulmende utilfredshed greb Carl Nielsen for to uger siden telefonen og ringede til YouSee. Det skulle vise sig at være en klog og lukrativ beslutning.

»Jeg var ret oprørt over, at YouSee fjerner alle Discoverys kanaler. Det er noget lort. Så jeg ringede og sagde, at jeg var klar til at kaste det hele op i luften og se, hvor det landede,« forklarer han.

Carl havde gjort sit forarbejde og studeret sine abonnementer hos YouSee.

Herefter havde han undersøgt, hvad det samme kostede hos konkurrenterne.

Carl Nielsen har presset knap 1.600 kroner ud af YouSee.
Carl Nielsen har presset knap 1.600 kroner ud af YouSee.
Vis mere

Nu ringede han til YouSee og gik frisk til værks.

»Jeg sagde direkte: ’Vi skal have fundet 150 kroner om måneden, ellers er jeg nødt til at opsige mit abonnement',« forklarer 41-årige Carl Nielsen fra Tønder:

»Jeg forklarede dem, at jeg havde regnet mig frem til, at hvis jeg skiftede internet- og tv-udbyder og abonnerede på DPlay ved siden af, så kunne jeg spare 150 kroner om måneden. Dem skulle vi finde, ellers var jeg ude.«

Og så skete der ellers noget.

YouSee gik straks i gang med at finde penge til Carl.

»Først gav de mig en større internetforbindelse og sænkede samtidig prisen med 50 kroner om måneden,« forklarer Carl:

»Så tilbød de at betale 99 kroner om måneden for, at jeg kunne se Discoverys kanaler på DPlay. Det ville de betale for i fire måneder.«

Altså: et tilbud til en værdi af 996 kroner over de kommende 12 måneder, hvis Carl ville blive.

Men Carl bed ikke på.

Han sagde, han ville tænke over det. Det gjorde han i 10 dage.

Så ringede han tilbage til YouSee.

»Så sagde jeg bare: ’Vi er nødt til at sige seks måneders abonnement på Dplay.’ Det accepterede de. Så sagde jeg, at jeg manglede to kortlæsere til huset. De koster 400 kroner stykket. De gik med til at betale den ene,« siger Carl:

»Selv om jeg ikke er overrasket over, at de var til at forhandle med, så kunne man tydeligt mærke, at de står til at miste en del kunder,« siger Carl Nielsen, der altså endte med at klemme 1.594 kroner ud af YouSee.

Han er ikke den eneste.

B.T. har været i kontakt med adskillige kunder, som har kontaktet YouSee og forhandlet sig frem til store rabatter.

I flere tilfælde har YouSee oven i købet betalt for, at kunderne kan se Discoverys kanaler via Dplay.

»Det her viser, at YouSee er blevet bløde i mellemgulvet, og jeg vil da bare opfordre til, at kunderne ringer ind og får nogle af de julegaver, YouSee har gemt i baglokalet,« siger Martin Salamon, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk:

»Det her udpensler jo, hvor pervers situationen er blevet. YouSee betaler kunderne, så de kan få noget hos en konkurrent. Det viser meget godt, at man i de her to selskaber har sat forbrugerne i en forbandet situation, og jeg håber virkelig, at det her er nogle dyre lærepenge.«

Hos YouSee afviser Jacob Mortensen, at man som YouSee-kunde kan ringe ind og få et betalt Dplay-abonnement.

»Det her er ikke et generelt princip, og vi har nu informeret vores kundeservicemedarbejdere om, at vi ikke betaler for abonnementer på DPlay,« siger Jacob Mortensen:

»Men vi tager selvfølgelig gerne en dialog med kunderne.«

Men hvis Carl kan få penge til Dplay, hvorfor kan andre så ikke?

»Jeg kender ikke den konkrete sag andet end det, du refererer. Det er op til vores kundeservice at hjælpe kunderne efter deres behov. Så det overrasker mig ikke, at en kunde har oplevet at få ændret sine produkter og derved spare penge,« siger Jacob Mortensen:

»Vi har mange kunder, og vi har mange forskellige løsninger. Vi vil meget gerne snakke med hver og en af dem for at sikre, at de har det produkt, de er mest tilfredse med.«