Det var ikke noget kønt syn, der mødte kontrollanterne fra Fødevarestyrelsen, da de mødte op i Burger King i Herning.

Restauranten har tidligere fået en sur smiley, og forrige fredag foretog Fødevarestyrelsen et nyt uanmeldt tilsyn på stedet.

Ved den lejlighed kunne de konstatere, at restauranten ikke havde rettet op på de kritisable forhold.

Blandt andet er de ansatte stadig ikke i stand til at vaske hænder, når de har været på toilettet.

»Sæbedispenser ved håndvask i forrum til personaletoilet er stadig defekt og kan ikke afgive sæbe,« står der i kontrolrapporten, som B.T. er i besiddelse af.

Virksomheden erkendte, at sæbedispenseren stadig ikke var blevet skiftet siden sidste tilsyn i oktober.

Den tilsynsførende vejledte herefter om, at det er muligt at købe en sæbepumpe hos nabovirksomheden, som er en Netto-forretning med et stort udvalg af artikler til personlig hygiejne.

Og den defekte sæbedispenser var ikke det eneste problem.

»Virksomheden er meget snavset med ophobning af bl.a. snavs, støv, gamle produktrester, gammel emballage og fedtede belægninger,« står der i tilstandsrapporten.

Herefter bliver der oplistet en lang række steder, hvor der er snavset – blandt andet ved siden af et kar med isterninger.

Burger King i Herning har fået en sur smiley og en bøde på 10.000 kroner.

Det er ikke lykkedes B.T. at få en kommentar fra restauranten.