Det var ikke noget kønt syn, der mødte Fødevarestyrelsens kontrollanter, da de besøgte Burger King i Fields den 25. oktober. Besøget udløste en bøde på 10.000 kroner.

I kontrolrapporten fremgår det, at gulvet på lageret med mad 'fremstår meget snavset og støvet', og der lå blandt andet cigaretskod, papstykker og gamle madrester.

Bøden er et resultat af ekstrabesøg, der fandt sted, fordi en fødevarekontrol den 19. september i samme Burger King viste lignende problemer med hygiejnen.

Her fremgik det af kontrolrapporten, at fødevarelageret var snavset og støvet, og at der både var små vandpytter og gamle madrester på gulvet.

Det var snavns på lageret med fødevarer, der udløst bøden i oktober. Her ses en Burger King Big King XXL og Whopper. Vis mere

'Det ene lokale lugtede af rådne fødevarer,' står der videre i rapporten.

Bøden på 10.000 kroner falder, fordi Burger King ikke havde rettet op på problemerne fra besøget i september.

Burger King beklager:

'Forudsætningen for at lave de allerbedste burgere er, at man også har de allerbedste køkkener. En utilfreds smiley er en for mange – og der er ingen undskyldning,' skriver Burger King i en kommentar, og uddyber:

'Vi sørger for at rette op, og vi har indskærpet, at vores procedurer for rengøring, opbevaring og madlavning skal følges nøje, og det gælder i alle Burger King-restauranter.'