Mens danskerne i påsken forsøgte at få det bedste ud af en markant anderledes situation på grund af coronavirus, var der én ting, de fleste fik en del mindre af: Alkohol.

Og det kunne i særdeleshed mærkes hos de bryggerier, der sælger årstidens helt store slagnummer i form af påskebryg. Branchen blev ganske enkelt ramt af en økonomisk hammer, som kan føre til absurde scenarier.

Over halvdelen af bryggerierne melder om, at deres salg af påskeøl er mere end halveret i forhold til normalt, viser en rundspørge, som Bryggeriforeningen for foretaget blandt sine medlemmer.

»Det at miste 50 procent af påskebryg-salget er ikke i sig selv en katastrofe, men det er et symptom på, at branchen er helt i knæ,« siger Louis Illum Honoré, kommunikationschef for Bryggeriforeningen.

Faktisk har coronakrisen været så voldsom for bryggerierne i Danmark, at flere af dem er begyndt at vakle.

Normalt sælger bryggerierne store mængder øl på caféer, restauranter og i grænsehandlen.

Alle de steder er dog lukket ned på grund af coronakrisen, og det koster bryggerierne store summer i tabt omsætning.

Derudover er alt det salg, bryggerierne normalt har til sommerens mange festivaler, forduftet.

For en ud af fire bryggerier er situationen så grel, at de frygter at gå konkurs, viser undersøgelsen. Det svarer til omkring 50 bryggerier.

Et tal, Louis Illum Honoré kalder ‘skræmmende’.

Og nu står mange af bryggerierne ovenikøbet og skal finde ud af, hvad de gør med de tusindvis af liter påskebryg, de ikke har fået solgt.

Det problem kan der være flere løsninger på, som kan føre til relativt groteske scenarier.

»Nogle af bryggerierne vil jo forsøge at komme af med det, men det bliver så måske desværre til en lavere pris. Nogle vil vælge at forsøge at give det gratis væk, men det kan skabe problemer med, at for mange stimler sammen på et lille område,« siger Louis Illum Honoré.

Og så er der et scenarie, der vil få de fleste øl-elskere til at tage sig til hovedet i ren frustration:

»Nogle af bryggerierne vælger simpelthen at hælde det ud. For hvis man hælder det ud, skal man ikke betale ølafgiften. Man kan faktisk spare penge ved at hælde det ud fremfor at dele det ud gratis, for så skal man stadigvæk betale ølafgiften,« siger Louis Illum Honoré, der har en bøn til politikerne:

»Vi håber, at vi kan opnå en kompensation fra politisk side for de øl, som ikke sælges, fordi det er sæsonvarer som påskebryg, eller fordi de overskrider sidste salgsdato.«