Duften af brændte mandler og churros hænger over Algade.

Lige ved indgangen til stormagasinet Salling har Alexander Pedersen nemlig sat sin bod op, hvor han fra lørdag sælger søde sager, som mange nok forbinder med juletiden.

Men det er en fejlagtig antagelse, hvis man tror det er en julebod, han har sat op.

»Det her er ikke en julebod – lige nu. Det er en efterårsbod,« siger Alexander Pedersen, da B.T. møder ham, mens han forbereder churros til de næste kunder i køen.

Alexander Pedersen har overtaget driften af boden efter hans nu afdøde kollega.
Alexander Pedersen har overtaget driften af boden efter hans nu afdøde kollega. Foto: Rasmus Krøll / B.T.
Vis mere
Det er tredje år, Alexander Pedersen sælger søde sager på gågaden i Aalborg. Og selvom det ikke er i juleøjemed, han har slået dørene op, så er der alligevel en særlig anledning.

»Vi går ind i den mørke tid, og så har vi brug for noget lunt og lækkert. Men det har altså ikke noget med jul at gøre lige nu, selvom jeg har set flere skrive det på Facebook,« siger Alexander Pedersen.

Men brændte mandler – det er da en juleting, er det ikke?

»Prøv at høre her. I Aarhus sælger de brændte mandler hele året undtagen om sommeren. Så meget har det heller ikke med jul at gøre,« svarer Alexander Pedersen.

Åbningen af boden falder på den første dag i efterårsferien. Og selvom salget ikke kan hamle op med december, hvor kort og kontanter sidder ekstra løst på danskerne, så er der alligevel kunder i butikken.

»Weekenden her er nok mest rejsedage. Til gengæld var der sidste år virkelig gang i den i uge 42. Til jul er der virkelig gang i den, men efterårsferien er også god,« siger han.

Boden, som mest af alt ligner en lille bjælkehytte, man finder for foden af de grønne pister, når man er på skiferie i Norge, er dog også fri for julepynt og julemusik. Det kommer først til senere.

»Når Salling tænder deres lys og begynder julesalget, så begynder vi også at pynte op. Så går vi all in med julepynt, pakker, kandiserede æbler og jul i højttalerne,« siger han.

Hvis du har brug for at komme i julestemning, så er der imidlertid andre butikker i Aalborg, der ikke tøver med at skyde julen i gang. Hos BilligBlomst begyndte de nemlig julesalget i august.

Salling tænder julelysene på magasinets facade 5. november.