24-årige Ida Korsløkke Bihl troede, at hun kunne gøre et kup på et ur på Black Friday. Men den pris, hun fandt, undrer hende.

Vi skal tilbage til juli, hvor Ida Korsløkke Bihl fra Aarhus fandt en annonce for et Skagen Ur til 555 kroner på ditur.dk.

Vanen tro tog hun et screendump af annoncen og skrev uret på listen over ting, hun ville holde øje med ved Black Friday.

Men et besøg på hjemmesiden i midten af november viste, at prisen ikke var faldet. Faktisk var der sket det stik modsatte, selvom der nu var 45 procent rabat på uret.

»Det skaber en stor mistillid, når butikkerne kommer med vildledende tilbud til Black Friday, og det er sørgeligt for dem, som faktisk overholder reglerne,« siger Ida Korsløkke Bihl.
»Det skaber en stor mistillid, når butikkerne kommer med vildledende tilbud til Black Friday, og det er sørgeligt for dem, som faktisk overholder reglerne,« siger Ida Korsløkke Bihl.
Vis mere

»Der stod, at det var på Black November-tilbud til 599 kroner, og at det var nedsat fra 1.095 kroner. Det, syntes jeg, var mærkeligt,« fortæller hun.

Ifølge markedsføringsloven skal en vare, inden den bliver sat på tilbud, have været til salg til normalpris i seks uger.

Derfor blev Ida Korsløkke Bihl også noget overrasket, da hun gik på Pricerunner for at tjekke prishistorikken.

Den afslørede nemlig, at ditur.dk aldrig har solgt uret til 1.095 kroner.

Efterfølgende er rabatten blevet sat ned til 39 procent, så uret nu koster 659 kroner.

»Det er ekstremt vildledende, når de putter den normalpris på. Og det passer jo ikke, at det er et ekstraordinært Black Friday-tilbud, når prisen faktisk er højere end tidligere,« siger hun.

Mikkel Dissing, ejer og medstifter af ditur.dk, forklarer, at markedsprisen har ændret sig siden juli, og at den vejledende pris er blevet hævet fra 695 kroner til 1.098 kroner. Derfor er rabatten sammenlignet med vejledende pris på sit højeste niveau lige nu.

»I forhold til de 1.095 kroner så følger vi vores leverandørs anvisning, som er krævet af os. Selvfølgelig skal markedsføringsloven overholdes, og vi mener, at vi for nuværende er inden for rammerne af denne,« skriver han i en mail til B.T.

Markedsføringsloven dikterer også, at en butik kun må annoncere med, at en vare er på tilbud i en periode på maks. to uger. B.T. har derfor spurgt ditur.dk, om de altid har uret på tilbud, da prishistorikken viser, at det på intet tidspunkt har kostet 1.095 kroner hos dem.

Det spørgsmål har ditur.dk ikke svaret på.

Lige netop Black Friday er et slaraffenland for vildledende tilbud, og det er en negativ tendens, der kun er steget med årene.

Sidste år viste PriceRunners analyse af 30.000 produkter, at 13 procent af produkterne var sat op i pris inden Black Friday. I år ligger andelen af varer, som er steget med mindst 10 procent, på 16,9 procent.

»Nogle butikker forsøger at fremstille deres udsalgspriser som bedre, end de rent faktisk er. De sætter prisen op på en lang række produkter for så at sænke dem igen og give forbrugerne indtryk af, at de går glip af et ekstragodt tilbud, hvis de ikke slår til,« siger Katrine Barslev, forbrugeranalytiker i Pricerunner.

»Vi ser det i større udstrækning end tidligere, og det er trist, fordi det forværrer danskernes tillid til landets butikker,« siger Katrine Barslev.

I Forbrugerrådet Tænk opfordrer seniorjurist Maria Liljeqvist til, at de shoppelystne danskere ikke lader sig forblænde af rabatskiltene.

»Folk kigger tit på rabatten i stedet for prisen, men Black Friday er nødvendigvis ikke den dag, hvor du kan gøre dig det bedste køb. Rabatten kan nemlig være et udtryk for, at priserne har været skruet op inden Black Friday,« forklarer hun.

En måde at få afsløret, om et tilbud virkelig er så godt, som det ser ud til, er at tjekke prishistorikken på Pricerunner det sidste halve eller hele år, lyder rådet fra Maria Liljeqvist:

»Og så skal man huske at overveje, om man kun køber noget, fordi det ser billigt ud. Ellers køber man noget, man ikke skal bruge, og så har man ikke sparet nogen penge.«

Ditur.dk har, efter B.T. kontaktede dem, skrevet på tilbuddet på uret, at besparelsen er i forhold til vejledende pris.