Det er blevet markant dyrere at tanke bilen, fylde indkøbskurven i supermarkedet, og renterne på boliglån er tordnet i vejret.
Det er kort sagt blevet dyrere at være dansker. Samtidig må de fleste danskere sande, at pengene lige nu fosser ud af deres pensionsopsparing.
En helt almindelig pensionsopsparer, der havde en million kroner på opsparingen ved årsskiftet, har frem til og med 15. marts i år tabt et sted mellem 70.000 kroner og 85.000 kroner.
Det viser tal, som B.T. har indhentet hos landets tre største pensionsselskaber PFA, Danica Pension og Velliv.
Størst er tabet hos Danica Pension, hvor en pensionskunde, der har investeret sine penge med middelhøj risiko og har 15 år til pensionsalderen, har tabt 85.000 kroner.
Men det er nu, man skal have is i maven, lyder det fra cheføkonom i Danica Pension Mads Moberg.
»Jeg kan godt forstå, at det gibber lidt i maven, når man tjekker sin pensionsopsparing. Men det vigtigste råd lige nu er, at man skal tage det roligt og være tro mod den risikoprofil, man har valgt og ikke begynde at ændre på noget,« siger han.
De blodrøde tal på pensionsopsparingerne er udløst af en række forhold på de internationale finansmarkeder:

Allerede i januar var pensionsopsparingerne gået i rødt som følge af den hastigt stigende inflation i både USA og Europa.
For at tæmme den løbske inflation har centralbankerne varslet rentestigninger, og det er gift for aktiemarkederne.
Højere renter hiver nemlig vækst ud af økonomien og reducerer virksomhedernes muligheder for at tjene penge. Konsekvensen er faldende aktiekurser, og det afspejler sig direkte i danskernes pensionsopsparinger, som i høj grad er investeret i netop aktier.
Samtidig har Ruslands invasion af Ukraine sendt chokbølger gennem markederne, og det har sendt aktierne endnu længere ned.
»En krig fører altid til enorm usikkerhed på aktiemarkederne, og er der noget aktiemarkederne ikke kan lide, er det usikkerhed,« siger Jens Christian Nielsen, cheføkonom i Velliv.
Han pointerer, at det øjeblikkelige tab på pensionsopsparingen skal holdes op mod, at Vellivs kunder de seneste 10 år er blevet forkælet med et afkast på 120 procent.
»2021 var virkelig et jubelår. Mange kunder fik 10-15 procent i afkast på deres pensionsopsparing. Det er i det lys, man skal se det nuværende tab,« siger Jens Christian Nielsen.
Han forstår godt, at pensionsopsparerne kan blive nervøse, når de efter en række gode år nu møder blodrøde tal.
Men ligesom Danica Pension råder Jens Christian Nielsen pensionsopsparerne til at holde fast i den investeringsprofil, de har valgt under rolige og velovervejede omstændigheder.
»Man skal have tillid til, at ens pensionsselskab har styr på det. Det har man ikke på samme måde som privat investor, hvor det er svært at time, hvornår man skal købe og sælge,« siger han og tilføjer:
»Al historik viser, at det bedst kan betale sig at holde fast og lade de professionelle investorer gøre deres arbejde. Det er alt for risikobetonet selv at gøre. Det kan vi ikke anbefale.«
Hvis man drevet af frygt for yderligere fald vælger at skifte til et pensionsprodukt med lavere risiko og færre aktier, fraskriver man sig nemlig muligheden for at ride med på bølgen, når aktiemarkedet går op igen, pointerer Jens Christian Nielsen.
Chefstrateg i PFA Tine Choi Danielsen er på linje, men tilføjer, at pensionsopsparere, der har kort tid til pensionsalderen, bør booke et møde med deres pensionsrådgiver.
»Hvis man er på kanten til at skulle på pension om for eksempel to-tre år, skal man lige tænke sig om, da man ikke har så mange år til at indhente det tabte. Her skal man få kigget hele sin økonomi igennem,« siger hun.
Da B.T. i januar talte med Tine Choi Danielsen om PFAs forventninger til årets afkast til pensionskunderne, lød forventningen på 5-10 procent for kunder med høj risikoprofil. I dag, hvor krigen i Ukraine er skrevet ind i ligningen, er der skruet ned for forventningerne.
Det mest sandsynlige scenario er nu et afkast for hele 2022 omkring nullet, lyder det fra PFAs chefstrateg.
Også Danica Pension og Velliv vurderer, at afkastet lander tæt på nul i år.