Apps med navnene 'Eros: Hook Up & Adult Chat', 'KinkD: Kink, BDSM Dating Life' og 35 andre apps med voksenindhold kan downloades af børn helt ned til 14 år gennem Apple App Store.
Det er selvom, ens Apple-konto er angivet med en alder under 17 år, som er den alder, man skal have for at kunne downloade apps med voksenindhold eller af seksuel karakter i App Store.
Den eneste foranstaltning, du møder, er et 'Tryk OK for at bekræfte, at du er 17 eller derover', og så kan du ellers downloade sexapps ned på din iPad eller iPhone. Denne brist er afsløret af organisationen Tech Transparency Project, der undersøger tech-virksomheder, skriver The Guardian.
Organisationen lavede en Apple-konto og satte fødselsdatoen til februar 2007. Her fandt de ud af, at de havde adgang til 37 apps med voksenindhold.
»Undersøgelsen viser et stort hul i App Store, når det kommer til børns sikkerhed. Den viser, hvor nemt det er for unge teenagere at få adgang til voksenapps, der tilbyder dating, tilfældige chats, sex og gambling. Det er selvom Apple ved, at der er tale om en bruger under 17 år,« udtaler organisationen.
Apple er bekendt med undersøgelsen, men ønsker ikke at kommentere på rapporten.
Virksomheden henviser i stedet til deres forældrekontrol-indstillinger, hvor forældrene kan kontrollere, hvad børnene downloader, men også hvor lang tid, børnene må bruge på en bestemt app eller hjemmeside.
At det er muligt for børn at downloade voksenindhold, bliver kritiseret voldsomt af organisationerne Campaign for Accountability og ParentsTogether, som begge mener, at Apple svigter ved at frasige sig ansvaret for børns sikkerhed på nettet.


