Apple har en vigtig besked til alle brugere af iPhone og iPad.

Dermed henvender techgiganten sig direkte til hundredtusinder af danskere.

Der er opdaget tre sikkerhedsbrister i styresystemet, som både iPhones og iPads bruger. En sikkerhedsbrist som ifølge Apple 'kan være blevet aktivt udnyttet' af hackere.

Derfor opfordrer Apple alle sine brugere til hurtigst muligt at installere en ny opdatering, som retter de fejl, der har ført til sikkerhedsbristerne.

Det skriver CNN og teknologimediet Tech Crunch.

Apple holder kortene tæt ind til kroppen, og kommer kun med ganske få detaljer om sikkerhedsbristerne.

»For at beskytte vores kunder videregiver, drøfter eller bekræfter Apple ikke sikkerhedsproblemer, før en undersøgelse har fundet sted, og programrettelser eller versioner er offentligt tilgængelige,« skriver Apple om den nye sikkerhedsopdatering – 14.4 – som blev frigivet tirsdag.

Om hackere har udnyttet fejlene, hvem det i givet fald er gået ud over, og hvad det i dette tilfælde har fået af konsekvenser for ofrene, oplyser teknologigiganten ikke.

Her er Apples guide til, hvordan du opdaterer din iPhone, iPad eller iPad Touch.

14.4-opdateringen er tilgængelig for iPhone 6s, iPad Air 2, iPad mini 4 og iPod touch (7. generation) eller nyere modeller af føromtalte Apple-produkter.