Der er fare for, at Amazons videodørklokker af mærket Ring pludselig bryder i brand, efter at de er blevet sat fast med en forkert skrue. Dusinvis af kunder har oplevet problemet, og det får Amazon til at rykke ud med en advarsel.
Efter at de amerikanske og canadiske produktsikkerhedsembedsmænd har taget affære, har Amazon udstyret videodørklokkerne med en opdateret manual.
Problemet er, at hvis man bruger en længere og skarpere skrue på udstyrets base, kan man risikere at beskadige batteriet. Det skriver BBC.
Det får så batteriet til at overophede, hvilket kan føre til skader på dørklokken og på personer, der ringer på.

Folk, der har en videodørklokke af mærket Ring, behøver dog ikke at sende den tilbage til producenten. I stedet skal de følge den reviderede manual.
Det er den anden generation af Ring-dørklokker, der har problemet, og de er stadig til salg.
I æsken med dørklokken er der en speciel lille skrue, der skal bruges til at sætte frontcoveret fast med. Det skal kunne åbnes, når batteriet skal udskiftes.
Æsken indeholder også nogle længere skruer, som er beregnet til at sætte dørklokken op på væggen med.

De giver netop problemer, hvis kunden får byttet om på skruerne eller forlægger den korte skrue og forsøger at sætte fronten på plads med en lang skrue.
Amazon siger selv, at virksomheden har fået underretning om 85 tilfælde, hvor der ikke er brugt korrekte skruer. Ud af disse er der 23 tilfælde, hvor dørklokken har selvantændt, og yderligere otte tilfælde, hvor personer, der har ringet på, har fået mindre forbrændinger.
Den nye advarsel instruerer ejeren om, at hvis man bruger de forkerte skruer, er der 'en potentiel brandfare'.
»Vore kunders sikkerhed er altid vores topprioritet,« siger en talsmand for Ring til engelske BBC.