Lyt til artiklen

Prisen for at opvarme boligen er eksploderet mange steder i landet.

Men nu er der en god nyhed til 330.000 danskere.

Kredsløb Fjernvarme A/S, der leverer varme til indbyggerne i Aarhus-området, lover nemlig, at deres kunder ikke kommer til at betale mere for fjernvarmen i 2023, end de har gjort i år. Det skriver TV 2 Østjylland.

»I en svær tid med prisstigninger og inflation er jeg glad for, at vi trods omstændighederne, står med det bedst mulige udfald for kunderne,« siger Kredsløb Fjernvarmes administrerende direktør Bjarne Munk Jensen, i en pressemeddelelse ifølge TV 2 Østjylland.

Helt anderledes ser det ud flere andre steder i landet – herunder i Jyderup på Vestsjælland, hvor borgerne fra nytår skal betale det tredobbelte for fjernvarmen.

Der er to grunde til, at aarhusianerne slipper helt for en prisstigning.

Bjarne Munk Jensen påpeger, at Kredsløb Fjernvarme dels har penge på kontoen som følge af et overskud i 2021.

Og dels har fjernvarmeværket indgået en aftale med Ørsted om i den kommende tid at betaler for fjernvarmen baseret på træpilleprisen – uagtet at Ørsted bliver nødt til at fyre med det dyrere kul for at generere fjernvarmen til det aarhusianske fjernvarmeselskab.

Kredsløb Fjernvarme A/S forventer, at en familie i et standardhus på 130 kvadratmeter får en fjernvarmeregning på 12.252 kroner i 2023.