Kulturministeriet lancerede i dag, fredag, en omfattende kampagne under sloganet ’sort signal’.
Det sker, fordi omkring 150.000 danskere om en måneds tid vil tænde for deres tv-apparater og opleve, at det er gået i sort. I hvert fald hvis ikke de har gjort noget ved det før da.
Årsagen er, der fra starten af april sker en markant ændring på 700 MHz-frekvensbåndet.
I dag bruges det til at udsende antenne-tv via stueantenne eller via udendørsantenne, men fra april 2020 skal frekvensen bruges til at forbedre det mobile bredbånd og bredbåndsdækningen i hele landet.
Kulturministeriet oplyser, at man i den forbindelse opgraderer udsendelsesteknologien, og dermed vil tv-apparater, der modtager tv-signal via antenne, som er fra før 2012, især opleve sort skærm.
Kulturministeriet skriver:
’Kulturministeriet vurderer, at op mod 150.000 danskere kan risikere at blive ramt af signalændringerne og dermed få sort skærm på tv’et i hjemmet, hvis ikke de tager deres forbehold. Dertil vil danskere, der ser tv med gammelt udstyr i sommerhuset, campingvognen og lignende, også blive berørt.'
Der er en relativt nem måde at finde ud af, om du er en af dem, der kan risikere sort skærm ved udgangen af marts.
Hvis du i dag ser tv via kabel, satellit, bredbånd eller via en tv-boks, så er du sikret mod sort skærm.
Hvis du vil være helt sikker, kan du finde kanal 88 på dit fjernsyn. Hvis du bliver mødt med teksten ’Det virker!’, så er der gode nyheder.
Hvis du derimod finder kanalplads 88, og du ikke kan se den tekst, skal du gå i aktion.
Du kan se mere om, hvad du kan gøre, på Kulturministeriet kampagneside Sort Signal.