Morten Messerschmidt er forfærdet over Kurts historie: 'Det er utilgiveligt'


For 87-årige Kurt Hedelunds familie har det været hjerteskærende at bevidne, hvordan han levede sin sidste tid på plejehjem.
De er rystede over, hvordan plejehjemmet har overset en brækket hofte og koldbrand. Det samme er Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti.
Han har læst historien i B.T. om det smertehelvede, den ældre borger blev udsat for, før han døde,
»Det er rædselsfuldt at læse og fuldstændig utilgiveligt,« siger han.
Kurt Hedelunds familie har fotos af et stort tryksår, som udviklede sig til den værste kategori, mens den 87-årige stadig kun blev smertestillet med Panodiler.
Barnebarnet, Melanie Hedelund, fortæller også, hvordan det var familien, som opdagede morfarens brækkede hofte. I to dage havde personalet ikke bemærket det.
»Det er, som om han ikke blev set som et menneske, fordi han var dement og behandlingskrævende. Han var blot en opgave, som ikke selv kunne sige fra.«
Kurt Hedelund døde 6. september på Plejehjemmet Ærtebjerghaven i Odense efter et længere forløb, som familien beskriver som groft omsorgssvigt.

Morten Messerschmidt mener også, at det er ubegribeligt, hvordan personalet kan have overset både koldbrand og en brækket hofte hos en borger.
Det er dog ikke en enlig svale. Det hører man rundt om i landet, hvor borgere fortæller lignende historier fra plejehjem.
»Det er et udtryk for et kæmpe svigt af de ældre, som har arbejdet det meste af deres liv og vil have en tryg alderdom.«
»Det understreger, at det her område er udpint.«
Dansk Folkeparti har i forbindelse med debatten om omsorgssvigt i ældreplejen præsenteret et særligt plejehjemudspil.
Kvaliteten på de danske plejehjem skal ifølge Dansk Folkeparti løftes med en række forslag for godt og vel fire milliarder kroner.
Her findes forslag om flere plejehjemslæger, hjemmelavet mad til de ældre dagligt og mulighed for at have kæledyr, som kan glæde beboerne.
Ældre- og handicapchefen i Odense Kommune, Margrethe Kusk Pedersen, har oplyst, at klagerne fra Kurt Hedelunds familie er blevet undersøgt.
Kommunen erkender, at der er sket en fejlvurdering i forbindelse med Kurt Hedelunds brækkede hofte, men de ser anderledes på den overordnede kritik af plejen og visse hændelser.