Klokken var 01 natten til lørdag 31. august 2019.

I et rum på hotel Comwell Kellers Park i Brejning lidt uden for Vejle sad Lars Løkke Rasmussen.

Han var rasende og dybt frustreret.

Karrieren som formand for Venstre var slut. Ti år fik han på topposten i partiet.

Lars Løkke Rasmussen havde før overlevet møgsager på stribe, men denne gang stoppede festen.

En oversigt over skandalesagerne kan ses i bunden af artiklen, men skal én fremhæves som den værste, må det være tøjsagen fra 2014.

Her kom det frem, at Venstre havde købt dyrt, eksklusivt herretøj og sko for i alt 152.000 kroner til Lars Løkke Rasmussen i herretøjsbutikken Zornig på Frederiksberg.

Og selvom store dele af partiet krævede ham fyret med især daværende næstformand Kristian Jensen i spidsen, lykkedes det mod alle odds for Lars Løkke Rasmussen at overleve krisen efter et dramatisk møde om natten i en kælder under Odense Kongrescenter.

ARKIVFOTO Lars Løkke Rasmussen (th.) og Kristian Jensen efter Hovedbestyrelsesmødet i Odense 3. juni 2014.
ARKIVFOTO Lars Løkke Rasmussen (th.) og Kristian Jensen efter Hovedbestyrelsesmødet i Odense 3. juni 2014. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Efter sigende var det en reel trussel fra Lars Løkke Rasmussen til Kristian Jensen om, at han ville pege på tidligere minister Søren Gade som ny formand, der gjorde, at næstformanden alligevel ikke turde vælte Løkke.

Men denne gang var opbakningen til Lars Løkke Rasmussen simpelthen væk i partiet.

Det var ikke muligt at komme med trusler eller andre hårde trick for at bevare magten.

Endelig var Lars Løkke reelt helt nede i kulkælderen.

Næste formiddag skulle deltagerne i Venstres hovedbestyrelses synge den kendte højskolesang ‘Marken er mejet’ i konferencesalen på hotellet i Brejning.

Lars Løkke Rasmussen kom et kvarter for sent til sangen, så alle måtte vente på ham.

Da sidste vers i sangen var sunget, fortalte han, at han stopper som formand.

Herefter tog han bagdøren ud af hotellet til en ventende bil.

Først herefter meldte Lars Løkke Rasmussen ud på sociale medier, at han stoppede.

Nok var livet i Venstre slut, men et nyt var åbenbart på vej.

Lad os skrue tiden tre år, en måned og 19 dage frem i tiden. Helt præcist til onsdag 19. oktober 2022 om formiddagen.

Fra fortid til nutid, hvor alt ser totalt anderledes ud i Løkkes politiske liv.

Her ses Lars Løkke Rasmussen som formand for Moderaterne.
Her ses Lars Løkke Rasmussen som formand for Moderaterne. Foto: Emil Helms
Vis mere

En dugfrisk meningsmåling fra Epinon viser, at hans parti, Moderaterne, står til 9,8 procent af vælgerne, som det tredjestørste parti i landet.

Det er kun overgået af Socialdemokratiet og, ja, okay, Venstre.

Og som om det ikke er nok.

Solen skinner rent faktisk fra en skyfri himmel, da cirka tyve moderater står klar med flag og sang, da autocamperen med stort billede af Lars Løkke Rasmussen kommer kørende klokken 09.45 til vælgermøde på parkeringspladsen lige ved rådhuset i Horsens.

Men der er slet ikke nogen Lars med i autocamperen, så sangene stopper hurtigt, og flagene sænkes.

»Hvor er vores formand, Lars Løkke,« lyder det fra de fortvivlede partifolk, der ligesom journalister og fotografer havde fået oplyst, at Lars Løkke ville møde vælgerne i Horsens klokken 09.45.

Først en halv time senere, klokken 10.15, kommer Lars Løkke gående ind på parkeringspladsen fra gågaden i Horsens.

Med lettere forpjusket hår, rande under øjnene og lidt rusten stemme.

Så lige på det punkt er alt ved det gamle.

Lars Løkke Rasmussen er tilbage, men han er stadig den samme.

»Lars Løkke Rasmussen er ikke struktureret eller render rundt med en drejebog, han følger. Han har bare en meget, meget særlig og eminent evne til at gennemskue situationen, når han står i den. Han kan virkelig komme op af en kulkælder, uden det er planlagt og tilrettelagt,« siger Joachim B. Olsen, der er B.T.s politiske kommentator.

Politisk kommentator Søs Marie Serup har i en årrække arbejdet for Lars Løkke Rasmussen som særlig rådgiver og været pressechef i Venstre.

Søs Marie Serup tænker på Christianias nationalsang 'I kan ikke slå os ihjel', når hun tænker på sin tidligere chef. Hun mener, han har mere X-Factor end andre politikere.

»Det er, fordi han giver mere af sig selv, bruger mere af sig selv og har et fuldstændig gudsbenådet fightergen. For Lars Løkke er livet som politiker næsten som at trække vejret for os andre,« siger Søs Marie Serup i programmet Genstart på DR.

Her slår hun fast, at hun har tænkt virkelig meget over, hvad der er årsag til, at Lars Løkke på den måde kan komme tilbage i dansk politik.

»Hvad er det, der gør, han på en eller anden måde har 22 liv, når en kat har ni? Det er simpelthen evnen til at æde ydmygelse. Han stopper ikke, hvor vi andre slår op i banen og siger okay, jeg har tabt, nu går jeg lige hjem og slikker mine sår,« siger hun i programmet.

Indtil videre vil Lars Løkke Rasmussen ikke røbe, om det er en blå blok med enten Jakob Ellemann-Jensen eller Søren Pape Poulsen som statsminister, eller en regering med Mette Frederiksen i spidsen, han vi pege på.

I et interview med mediet Zetland åbner Lars Løkke Rasmussen dog op for, at en regering hen over midten må være med Socialdemokratiet i regeringen.

Og den melding var Mette Frederiksen fredag positiv over for.

Spørgsmålet er så, hvordan det vil gå Lars Løkke Rasmussen, når stemmerne er talt op?

»Jeg havde faktisk tabt lidt troen på, at det ville lykkes ham at få et godt valg på cirka fem procent af stemmerne til Moderaterne. Men det ser ud til, at han er toppet på det rigtige tidspunkt med partiet, og indtil videre har han været sylespids i partilederdebatterne,« siger Joachim B. Olsen.

Som omtalt i starten er her en gennemgang af de talrige dårlige sager, valgets aktuelle hovedperson har haft i sin tid som politiker.