Når det færøske folketingsmedlem Sjúrdur Skaale mødes med Lars Løkke Rasmussen (M), taler de nogle gange færøsk.

»Løkke taler og forstår egentligt færøsk meget godt. Nogle gange, når vi mødes, taler han dansk, og så svarer jeg på færøsk. Vi taler to sprog i samme samtale,« siger Sjúrdur Skaale, der er medlem af partiet Javnadarflokkurin, til B.T.

Det er også Løkkes kendskab til den færøske kultur og sproget, som har betydet, at Sjúrdur Skaale har et særligt forhold til ham.

»Løkke er meget på Færøerne, man kan støde på ham i brugsen eller i svømmehallen. Han er meget jovial og dygtig til at snakke med folk og møde dem i øjenhøjde,« siger Sjúrdur Skaale.

Netop Løkkes relation til Færøerne kan blive interessant nu, hvor hele det politiske spektrum bejler kraftigt til de nordatlantiske mandater. Det skyldes, at uden de nordatlantiske mandater – hvor Færøerne og Grønland hver især har to mandater – har Mette Frederiksen (S) ikke mulighed for at skabe et flertal uden om Moderaterne og blå blok.

Allerede dagen efter valget kom det frem, at Løkke på valgnatten havde taget telefonen og ringet til det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz fra Inuit Ataqatigiit. Her skulle han angivelig have spurgt ind til, om Aaja Chemnitz kunne overveje at lægge sit mandat hos blå blok.

Det afviste hun dog. Når adspurgt, om Sjúrdur Skaale har modtaget et lignende opkald fra Løkke, klapper han i.

»Jeg vil helst ikke sige, hvem der har ringet til hvem. Det er mærkeligt at sige den slags offentligt. Men selvfølgelig har jeg talt med mange,« siger han.

Sjúrdur Skaale er med sit ene ud af de to færøske mandater med til at sikre et rødt flertal.
Sjúrdur Skaale er med sit ene ud af de to færøske mandater med til at sikre et rødt flertal. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Sjúrdur Skaale fortæller dog, at han på valgnatten er blevet kontaktet af både røde og blå politikere. Ifølge Sjurdur er han blevet spurgt ind til, hvorvidt han stadig finder det problematisk, at det er de nordatlantiske mandater, der skal afgøre valget i Danmark.

Den færøske politiker fortæller også, at han har mødtes uformelt med flere politikere uden om regeringsforhandlingerne. Han vil ikke løfte sløret for, om én af dem er Moderaternes formand.

»Jeg har sagt, at det vil jeg ikke svare på,« siger han.

I har mødtes med Socialdemokratiet, og du siger, I har mødtes med andre uformelt. Løkke var vel af dem? Det er vel meget naturligt?

»Du spurgte, og du svarede selv,« griner han.

Sjúrdur Skaale fortæller, at han som udgangspunkt peger på Mette Frederiksen som statsminister, men er klar til at gå over til Løkke eller Jakob Ellemann-Jensen, hvis han ikke føler sig hørt.

»Det er vigtigt, at der bliver lyttet og udvist forståelse, men jeg er sikker på, vi kan tale os til rette,« slutter den færøske politiker.

Ved valget fik partiet Javnadarflokkurin 28,2 procent af stemmerne på Færøerne, og Sjúrdur Skaale fik 3.804 personlige stemmer.

Lyt til hele interviewet i B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen' herunder: