Zlatan Ibrahimovic er ikke ligefrem en mand, der kan bevæge sig ubemærket gennem Stockholms gader. Og da slet ikke, når han gør det i en hundedyr special Ferrari, der ikke er til at overse.

Og det er der jo som sådan heller ikke noget i vejen for, hvis ikke det lige havde været for én ting.

Den svenske fodboldstjerne var nemlig ude at køre i den vilde Ferrari Monza SP2 i Stockholms gader i weekenden. Se Zlatan Ibrahimovic i bilen nederst i artiklen

Og det gjorde han ulovligt. Det skriver svenske Aftonbladet.

JONATHAN NACKSTRAND

Ifølge det svenske medie, der har fået adgang til oplysninger fra den svenske transportstyrelse, har indregistreringen af Zlatan Ibrahimovic' Ferrari været annulleret siden 30. marts og må derfor ikke køre på vejene.

Det eneste tidspunkt, man må køre i en ikke-regsitreret bil på er på vej til eller fra bilsyn via den kortest mulige rute. Imidlertid blev svenskerens Ferrari synet 23. marts i år.

Zlatan Ibrahimovic risikerer dermed en bøde på mellem 200 og 4000 svenske kroner.

Bilen, som er en Ferrari Monza SP2, er en helt særlig en af slagsen.

Der er fremstillet under 500 eksemplarer, og den tilbydes kun til særligt loyale eller kvalificerede Ferrari-kunder, som altså tæller Zlatan Ibrahimovic.

Bilen, der koster i omegnen af beskedne 20 millioner kroner, har hele 810 hestekræfter og kan køre fra 0 til 100 på 2,9 sekunder.

Zlatan skiftede fra LA Galaxy til Milan i slutningen af 2019, og han har siden sin retur til Serie A scoret fire mål i 10 kampe.

I løbet af coronakrisen har svenskeren været hjemme i Sverige, hvor han trænede med i Hammarby.