Zinedine Zidane frygter det værste.

»Jeg ved ikke, om hans sæson er forbi. Jeg ved det ikke, men jeg håber det ikke,« siger Real Madrid-træneren.

Han taler om Eden Hazard, der i sommer skiftede Chelsea ud med den spanske klub. Opholdet i Spanien har dog allerede været fyldt med skader for den 29-årige belgier. Lørdag var gal igen.

Efter at have fået comeback 16. februar, blev han skadet igen - i anklen - og nu kan midtbanespilleren altså have spillet sin sidste kamp på denne side af sommerferien.

29-årige Eden Hazard.
29-årige Eden Hazard. Foto: Sergio Perez
Vis mere

Zinedine Zidane tilføjer, at Eden Hazard måske skal under kniven:

»Jeg ved ikke, om han behøver en operation. Det er ikke mit område. Jeg kan se, at han ikke er glad,« lyder det.

Real Madrid-træneren opfordrer sin stjerne til forblive positiv:

»Det er vigtigt, at han holder sig positiv, selvom det selvfølgelig er svært. Det er en svær situation, det vil ikke være nemt, og han vil have det sådan her i noget tid,« siger Zinedine Zidane.

Før comebacket på fodboldbanen 16. februar mod Celta Vigo havde den belgiske fodboldspiller ikke spillet en kamp siden 26. november, hvor Real Madrid spillede 2-2 med PSG.

Her var det ligeledes en ankelskade, der holdte belgieren på sidelinjen.

Eden Hazard har blot scoret et mål i 15 kampe på tværs af alle turneringer som Real Madrid-spiller.

Den tidligere Chelsea-spiller går glip af en storkamp onsdag aften, når Real Madrid møder Manchester City på hjemmebane i 1/8-finalen i Champions League.