Den danske landsholdsforsvarer Mathias 'Zanka' Jørgensen spillede søndag en blændende landskamp, da Wales blev besejret 2-0 i Aarhus - og han høstede blandt andet topkarakter fra B.T.

Men få dage inden landskampen - da konfliktkaoset rasede - befandt Mathias 'Zanka' Jørgensen sig i en mindre shitstorm på det sociale medie Twitter, hvor han havde henvendt sig til Daniel Holm, der onsdag spillede for vikarlandsholdet, med et tørt 'tillykke'.

Det valgte mange Twitter-brugere at tolke, som om landsholdsstjernen hånede amatørspilleren, der var trådt til, da konklikten forhindrede A-landsholdet i at stille op til kampen mod Slovakiet.

Efter søndagens landskamp uddybede 'Zanka' tankerne bag tweetet.

»Jeg tror, at det hele handler om, at han åbenbart har spillet i Brøndby. Så blev det endnu én af de der FCK-Brøndby-ting inde på Twitter, hvor folk blev meget ophidsede.«

»Det eneste, jeg har at sige til det, er, at der er rigtig mange fodboldspillere i Superligaen og 1. division, der aldrig nogensinde kommer til at spille på landsholdet. De har alle haft drømmen hele livet. Når han så får en landskamp, fordi der er 1000 andre, der har sagt nej, så skal han huske på de mange, har prøvet og alligevel ikke fået drømmen opfyldt. Det skal man tænke på, før man går ud og blærer sig på Twitter,« forklarede Mathias Zanka.

Hvordan var det at se onsdagens landskamp?

»Jeg sad selv på et fly, så jeg så ikke kampen.«

Amatørlandsholdet mod Slovakiet.
Amatørlandsholdet mod Slovakiet. Foto: TIBOR SOMOGYI
Vis mere

Hvad tænker du om, at de stillede op - var de usolidariske?

»Jeg kan vende den om og sige, at i 2014 sad jeg i nogle overenskomstforhandlinger, hvor vi var villige til at ofre, at FCK ikke skulle spille europæisk fodbold, før at nogle krav, der omhandlede primært 1. og 2. divisionspillere, blev indfriet,« lød det fra Huddersfield-forsvareren.