En, to, tre, fire.

Så mange gange har Nicklas Bendtner nu måtte kigge forgæves på den Rosenborg-trup, som cheftræner Eirik Horneland har udtaget. Danskeren er lagt på is, og det er den seneste udtagelse endnu et stærkt bevis på.

Onsdag skal den norske storklub spille pokalkamp mod Tiller fra den fjerdebedste norske række. Og endnu en gang er der ikke blevet plads på holdkortet til den 31-årige angriber.

Klubbens største stjerne har således ikke været på banen siden den 28. april, hvor Rosenborg tabte 3-0 til Molde

En kamp, der i øvrigt er den eneste, hvor Bendtner har fået fuld spilletid, siden han vendte tilbage til Norge, efter at have afsonet sin voldsdom hjemme i København. Udover det opgør er det blevet til sølle 96 minutter i fire kampe.

Som B.T. tidligere har beskrevet, så er hele håndteringen af Nicklas Bendtners situation i Trondheim bizar.

Hovedpersonen ønsker ikke at stille op til interview, og heller ikke Eirik Horneland har nogle kommentarer.

Truppen til pokalkampen er ellers præget af flere reservespillere, men alligevel må Bendtner igen nøjes med at se opgøret hjemmefra.

Meget tyder på, at Nicklas Bendtner har spillet sin sidste kamp i Rosenborg-trøjen.
Meget tyder på, at Nicklas Bendtner har spillet sin sidste kamp i Rosenborg-trøjen. Foto: GEORGI LICOVSKI
Vis mere

Rosenborg kæmper i øjeblikket gevaldigt med at få tingene til at fungere og befinder sig lige nu midt i en krise med kun ni point efter ni kampe i den hjemlige liga.

Noget, der betyder, at de norske mestre gennem de sidste fire år roder rundt i bunden af Eliteserien.

Senest fik klubben så en smule oprejsning, da de søndag knebent besejrede Mjondalen 3-2.

Opgøret mellem Tiller og Rosenborg BK spilles onsdag klokken 18.00.