Hvad der egentlig startede som en kærlig hyldest til konen, er endt noget anderledes for Wayne Rooney.

For internettet glemmer som bekendt aldrig, og det fik fodboldstjernen at mærke, da han delte et bryllupsbillede af sig selv og hustruen Coleen.

'Tillykke med årsdagen, Coleen. 11 år i dag. Jeg elsker dig, min pige' skriver Wayne Rooney i et opslag, han har delt på sine sociale medier og som kan ses i bunden af artiklen.

Men det er altså langt fra kun lutter lykønskninger der er kommet til fodboldspilleren. Her er blot et udpluk af de mange kommentarer, han har fået med på vejen:

  • 'Hvordan fejrer du det i aften? På lagnerne med en anden tøs?'
  • 'Elsker du hende ligeså meget, som du elsker en bedstemor?'
  • '11 år med konen og fire nætter med prostituerede'
  • 'Der er kun en ting, der har forbedret sig i de 11 år, og det er din hårgrænse'
  • 'Der er ingen mere solid måde at vise det på end en masse affærer'
  • 'Han har været utro så mange gange, men så længe der stadig er penge, bliver pigen'

I 2010 kom det frem, at Wayne Rooney havde været sin kone utro.

En af dem han var det med var escortpigen Helen Wood. Hun var en tredjedel af en trekant med veninden og escort-kollegaen Jenny Thompson samt den daværende Manchester United-stjerne.

Til Daily Mail fortalte Helen Wood i maj i år detaljer om natten med Wayne Rooney, hvis kone på daværende tidspunkt var gravid med parrets ældste søn, Kai.

»Jeg glemmer aldrig Waynes udtryk i ansigtet, da vi lå sammen i sengen. Han var helt bleg, og han var ved at græde,« lød det fra Helen Wood.

Da utroskabsskandalen for alvor så dagens lys, gjorde parret alt for at redde deres ægteskab.

Blandt andet rejste de på en anden bryllupsrejse til Prag for at få tid med hinanden.

Før han fandt sammen med Coleen, var Wayne Rooney angiveligt i seng med en 48-årig kvinde, der på daværende tidspunkt allerede var bedstemor, hvilket også har medfødt en del kommentarer.

Wayne Rooney spiller i dag for den amerikanske klub D.C. United. Han var tidligere en stor profil i Manchester United, og der er da også flere i kommentarfeltet, der ønsker, at han vender tilbage til den engelske klub.