Kritikken er væltet ned over rigmanden Lars Seier Christensen de seneste dage.
FC København-storinvestoren har nemlig skabt vrede i hovedstadsklubbens bagland med sin åbenlyse støtte til den amerikanske præsident Donald Trump – og kritik af Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
I flere dage har der dog været komplet tavshed fra FCK.
Indtil nu.
For onsdag reagerer FC Københavns kommercielle direktør, Jacob Lauesen, endelig på rigmandens udtalelser.
»Jeg er overrasket over, hvor mange mennesker der betvivler, hvad FCKs holdning er, baseret på hvad en mindretalsaktionær trykker på et socialt medie. En enkelt aktionærs holdning definerer ikke FCKs holdninger og værdier. Vi sætter ytringsfrihed meget højt,« siger han og fortsætter:
»På det her punkt er Lars Seier og jeg enige om at være uenige. I det her tilfælde taler jeg på vegne af FCK.«
Kritikken er haglet ned over den danske rigmand, efter han i weekenden skrev et langt Facebook-opslag, hvor han blandede sig i debatten omkring Donald Trump og Volodymyr Zelenskyj.
Blandt andre fra den tidligere landsholdsspiller – og eks-bestyrelsesmedlem i klubben – William Kvist.
»Som FC Københavner tager jeg skarp afstand fra de udtalelser, Lars Seier er kommet med om Trump. De holdninger og værdier, han giver udtryk for, er en skamplet på klubben. Og de udtrykker på ingen måde FCKs holdning til Ukraine,« sagde han tirsdag til B.T.
B.T. har været i kontakt med Lars Seier Christensen, der ikke ønsker at kommentere William Kvists kritik.
