Lars Seier Christensen, der ejer 22 procent af FCK, får heftig kritik fra fans og tidligere træner.
Flere nuværende og tidligere aktører omkring FC København har mandag reageret voldsomt på udtalelser fra en af klubbens ejere.
På Facebook diskede rigmanden Lars Seier Christensen i weekenden op med sin holdning til sidste uges skænderi mellem USA's præsident, Donald Trump, og Ukraines ditto, Volodymyr Zelenskyj.
I sit opslag kalder han blandt andet Zelenskyj for "dybt inkompetent, dybt uforskammet og dybt tåbelig". Og det er ikke faldet i god jord hos FCK's officielle fanklub, FCKFC.
- Lars Seier har selvfølgelig ret til sin egen holdning, men vi mener ikke, at den afspejler de værdier, klubben skal stå for, lyder det på fanklubbens hjemmeside.
Fanklubben påpeger blandt andet, at FCK har stået bag indsamlinger til ofrene for krigen i Ukraine, og at det er den form for solidaritet og ansvar, klubben bør udvise.
Også den tidligere FCK-træner Ståle Solbakken har hos Tipsbladet rettet massiv kritik mod Lars Seier Christensen, der ejer godt 22 procent af klubben.
Nordmanden, der i mange år var synonym med FCK og nu er norsk landstræner, kalder Lars Seier Christensens kommentarer for uværdige og opfordrer lederne i klubben til at gribe til handling.
- Jamen, alle ledere i FCK, der har et sæt nosser, skal jo sætte foden ned. Man kan ikke bare tie og samtykke i denne situation. Så vil historien forhåbentlig dømme en, siger Ståle Solbakken blandt andet.
Derudover har fotografen Jan Grarup droppet sit ambassadørskab i FCK, ligesom klubbens tidligere frontfigur Flemming "Don Ø" Østergaard har kritiseret Seier.
Over for TV 2 Sport har Kenneth Cortsen, forsker i sportsøkonomi og branding ved UCN i Aalborg, vurderet, at sagen kan udvikle sig drastisk for FCK.
- Det her kan ende i en decideret shitstorm for FCK. Når man som Lars Seier er en markant skikkelse i klubben og kommer med en udtalelse relateret til bestemte politiske holdninger, kan det hurtigt få konsekvenser og skabe splid blandt fans og sponsorer, siger Kenneth Cortsen.
FCK har mandag aften ikke reageret på kritikken.
/ritzau/