En ydmygelse på 1-6 er sjælden kost for Roma og dens fans, men det var ikke desto mindre realiteten efter italienernes besøg hos Bodø/Glimt torsdag aften i Conference League.

Resultatet kom også så meget bag på Romas egne spillere, at de efter kampen måtte undskylde over for deres medrejsende fans til det kolde, kolde Nordland 3000 km fra den italienske hovedstad.

En af Romas spillere Lorenzo Pellegrini søgte tilgivelse ved at tilbyde sin spillertrøje til de arme fans, der havde trodset vejret og havde taget den lange tur nordpå for at støtte holdet, men indskifteren i anden halvleg måtte indse, at den gestus ikke var nok.

I en video på Twitter må Pellegrini se sig afvist af de vrede fans, som i hvert fald torsdag aften ikke kunne spises af med hans spillertrøje, og Roma-spilleren må tage den på igen, mens han ligesom andre holdkammerater finder på andre måder at undskylde blamagen på.

»For mig at se er der ikke meget at sige. Det, der skulle siges, blev sagt i omklædningsrummet, og det er sådan, det skal være,« siger han om nederlaget til klubbens hjemmeside.

»Det eneste, vi kan gøre, er at undskylde over for vores fans og sørge for at komme til træning i morgen og arbejde endnu hårdere end nogensinde før, for vi har vigtige kampe foran os,« tilføjer Lorenzo Pellegrini.

Roma-træner José Mourinho påtog sig efter den store afklapsning ansvaret for nederlaget, fordi han havde stillet med en række reserver.

Disse spillere fik dog samtidig en overhaling i ren Mourinho-stil.

»Vores trup har sine begrænsninger. Vi har 13 spillere, som repræsenterer ét hold, og så har vi nogle andre, som er på et andet niveau,« lød svadaen fra Mourinho.