Christian Eriksen iført en hjelm fra amerikansk fodbold, siger du?

Ja, det er faktisk, hvad man kan se i Inters Twitter-video, som blev lagt op forud for årets Super Bowl mellem Tampa Bay Buccaneers og Kansas City Chiefs.

Klubben har lagt et klip ud af Eriksens frisparksperle mod AC Milan, der sikrede de blåsorte avancement.

Men den har fået et tvist i anledning af den enorme sportsbegivenhed. Du kan se videoen herunder.

Den danske midtbanespiller og resten af Inter-mandskabet har nemlig fået photoshoppet hjelme på, da Eriksen står klar til at losse til en amerikansk fodbold.

Og ligesom i kvartfinaleopgøret i Coppa Italia tæsker Eriksen – ja, du har sikkert gættet det – bolden op i nettaget.

Om han kan gøre det igen i semifinalens returopgør mod Juventus tirsdag, vil tiden vise. Inter har i hvert fald brug for mål, hvis man skal spille sig i finalen efter 1-2-nederlaget på hjemmebanen Giuseppe Meazza i sidste uge.

Super Bowl endte i øvrigt med en storsejr til Tampa Bay Buccaneers på 31-9.