Leicesters imponerende stime af sejre i Premier League så ud til at finde sin ende søndag.

Kasper Schmeichel og co. mødte Everton, og det kriseramte Liverpool-hold så ud til at få et point med sig hjem.

Men dybt inde i overtiden sørgede Kelechi Iheanacho så alligevel for tre point til Leicester, da han scorede til kampens slutresultat 2-1.

Det er Leicesters sjette sejr i træk. Resultatet betyder, at Brendan Rodgers' tropper nu ligger på andenpladsen i Premier League med 32 point. Det er tre mere end de forsvarende mestre fra Manchester City og otte færre end Liverpool på førstepladsen.

Everton kom godt fra start søndag. Efter lidt over 20 minutter stod der 1-0 til gæsterne, da Richarlison pandede et indlæg fra Djibril Sidibé i kassen.

Leicester kæmpede sig efter scoringen langsomt frem til flere og flere chancer, og midtvejs i anden halvleg var der så gevinst.

Et Everton-boldtab midt på banen udløste et stormløb mod gæsternes mål. Det hele endte med, at Kelechi Iheanacho fandt Jamie Vardy ved fjerneste stolpe med en flad tværaflevering, og den engelske angriber svigtede ikke og scorede til 1-1.

Det så længe ud til at blive kampens sidste scoring, men Iheanacho ville det altså anderledes dybt inde i dommerens tillægstid.

Igen var det på en omstilling, at Leicester blev farlige. Nigerianske Iheanacho fik bolden lidt uden for feltet, og efter et smart træk sendte han bolden forbi Jordan Pickford i Everton-målet.

Den euforiske jubel på King Power Stadium blev dog afbrudt kort efter. Linjedommeren havde dømt offside. Men efter et VAR-tjek blev scoringen godkendt, og så fortsatte Leicesters sejrsstime altså.

Manchester United var også i aktion søndag aften. Her blev det til 2-2 mod oprykkerne fra Aston Villa.

United kom bagud 0-1, men fik både udlignet og bragt sig foran, inden Tyrone Mings gjorde det til 2-2 med en lille halv time tilbage.

/ritzau/