Han har ikke snøret fodboldstøvlerne siden juni 2023, men han er ikke stoppet med at snakke om det. 

For der er flere ting ved fodboldkulturen, som skal ændres, mener den tidligere FCK-profil Viktor Fischer.

I en ny DR-podcast 'Indersiden med Viktor Fischer' sidder han i første afsnit i studiet med psykolog og forfatter Glenn Bech, der er åbent homoseksuel, og taler om netop det. Homoseksualitet og fodbold. 

»Homofobi og fodbold har været svært at skille ad. Bøsse og svans bliver brugt som skældsord – også om mig,« siger Viktor Fischer i programmet. 

For han er blevet kaldt lidt af hvert gennem sin tid på græsset som professionel fodboldspiller. 

Særligt en oplevelse i 2019, da FCK spillede mod OB i Odense, står tydeligt for ham. 

Den tidligere fodboldspiller uddyber, at modstanderholdets fans sang: 'Viktor Fischer er homo', og genkalder, at han stillede sig op og gav en salut, hvor han efter kampen også kaldte kulturen »skod« og »pisse umoderne« i 2019. 

»Homofobiske skodhoveder, kaldte jeg dem,« siger han, og tilføjer: 

»Jeg forsøgte at gøre mit for at sige fra. Jeg ved ikke, om det har gjort en forskel, men jeg håber, at det måske har inspireret andre til at sige fra.« 

I programmet fortæller Glen Bech, hvordan det var som homoseksuel dreng at bevæge sig i fodboldverdenen. Hvilke tanker en tackling fra Troels gav ham, og hvordan han havde det i omklædningsrummet. 

Det er heller ikke den eneste gang, at den tidligere fodboldspiller fik skældsord råbt efter ham. 

Det trak således også overskrifter, da FCK spillede mod AGF i 2018. De sang om ham, han gav en reaktion efter et mål. 

Det fik de mest hidsige af aarhusianerne til at løbe frem til hegnet, hvor flere vagter måtte stille sig imellem og sørge for, at fansene blev på deres pladser.

B.T. Fodbold

I Ugens Rapport får du det tabloide og hårdtslående tilbageblik på Superliga-runden. Jonas Ryefelt og Frederik Gernigon er i studiet