Viktor Fischer lagde bolden i mål til 4-2 mod AGF. Stak tungen ud af munden og løb lige en tur ned omkring de medrejsende AGF-fans. (Se jubelscenen i slutningen af videon herover).

Det fik de mest hidsige af aarhusianerne til at løbe frem til hegnet, hvor flere vagter måtte stille sig imellem og sørge for, at fansene blev på deres pladser.

Aarhus-drengen Viktor Fischer har det altså med at kunne hidse sine bysbørn op. Og han ved det godt.

»Det er lige i momentet, at det sker. De synger lidt om mig. Så skal de også forvente at få lidt igen. Sådan er spillet,« siger Viktor Fischer om jublen lige efter målet.

Viktor Fischer i kampen mod AGF.
Viktor Fischer i kampen mod AGF. Foto: Lars Møller
Vis mere

Adskillige AGF-fans valgte også at vente et godt stykke tid efter 4-2-nederlaget på, at Viktor Fischer som den sidste spiller kom ned i deres ende for at gå ud af spillertunnellen.

Her fik Viktor Fischer en ‘hilsen’ om, at han ikke behøvede at leve meget længere. Og da han vinkede tilbage til AGF-fansene, var der et par stykker, der reagerede kraftigt.

»Jeg bemærkede det slet ikke. Anton og jeg gik stille og roligt forbi, og så vinkede vi til dem. Og så gik vi ind i omklædningsrummet og hørte, hvad Ståle havde at sige,« siger Viktor Fischer, der havde en lille ‘robot’ under armen, hvor lungesyge Anton på 10 år sad og fulgte med som maskot på afstand.

Det har Viktor Fischers gamle venner fra Aarhus muligvis også gjort. Og de har set Viktor Fischer score tre gange i træk mod AGF. Se AGF-fans lave ballade på tribunen, da Fischer går forbi efter kampen i denne video filmet af en FCK-fan:

Får du egentlig sure sms’er fra gamle venner efter sådan en kamp?

»Overhovedet ikke. Nej, nej, nej. Folk, der kender mig, ved, hvor meget spas der er i det der. Hvor lidt selvhøjtideligt det er. Det er bare helt okay, tror jeg,« siger Viktor Fischer.

Og efter et par kampe, hvor Viktor Fischer har ledt efter sin topform som følge af en skade, var der altså mål at hente. Og igen mod AGF.

»For fanden, det er jo sådan, det er. Lykkes det, så lykkes det. Og lykkes det ikke, så vinder holdet alligevel. Vi havde også vundet 3-2, tror jeg, hvis ikke jeg havde scoret den sidste pind. Det er altid dejligt at kunne hjælpe til, også selvom jeg ikke spiller mine bedste kampe lige for tiden,« siger FCK-profilen.