Viktor Fischer er kendt for at være rap i replikken. Og nu åbner han op for, at den side af ham kan bruges til en ny karrierevej.

Den 26-årige Superligaprofil har, selvom han har kæmpet med mange skader, mange år i sig som fodboldspiller endnu. Til trods for det er FCK-offensiven begyndte at reflektere over, hvad der skal ske, efter fodboldstøvlerne er lagt på hylden.

»På banen er jeg en entertainer. Og derfor ville det være fantastisk at spille flere roller end bare den på banen. Det er bestemt en mulighed, at jeg straks søger ind på Skuespillerskolen, efter min karriere er slut,« siger Viktor Fischer i et længere personligt interview med det hollandske medie NRC.

»Jeg synes, den kunstneriske verden er smuk. De temaer, du beskæftiger dig med, er bare større end fodboldens.«

FCKs Viktor Fischer under Superligakampen mellem AC Horsens og FC København på CASA Arena i Horsens søndag 7. februar 2021.
FCKs Viktor Fischer under Superligakampen mellem AC Horsens og FC København på CASA Arena i Horsens søndag 7. februar 2021. Bo Amstrup

Viktor Fischer åbner dog også op for, at muligheden for at blive i fodboldens verden ikke er udelukket.

»Hvis jeg fortsætter i fodboldens verden, vil jeg gerne blive træner. Jeg ville gå til tingene på en lidt anderledes måde end de fleste.«

Her nævner Viktor Fischer den hårdhed, som han mødte i flere af de udenlandske klubber, han optrådte for. Det tidligere Ajax-talent oplevede dengang, at det mentale blev der arbejdet med hos en mentaltræner. Det var ikke managerens opgave.

»Jeg har ofte spekuleret på, hvorfor man ikke fokuserer mere på de mennesker, som man arbejder med, i håb om at få det bedste ud af dem.«

FCKs Viktor Fischer efter superligakampen mellem FCK-OB i Parken, søndag den 20. december 2020.
FCKs Viktor Fischer efter superligakampen mellem FCK-OB i Parken, søndag den 20. december 2020. Liselotte Sabroe

Til det hollandske medie fortæller han, at hvis trænerne i hans tid i Ajax havde arbejdet mere med personlighederne, så havde tiden i klubben været en anden.

»Jeg ville sandsynligvis være blevet en meget bedre fodboldspiller hos Ajax, hvis trænerne havde prøvet på at forstå mig bedre.«

»Det gælder ikke kun for min tid i Ajax, men også for de andre klubber i udlandet, hvor jeg spillede bagefter.«