Søndag byder på dansk fodbolds nyklassiker, når FC Midtjylland kommer på besøg hos FC København i Parken.

Det er en kamp, hvor de to forhåndsfavoritter til DM-guldet hver især skal komme med et argument for, hvorfor det ikke bliver til sommer, at AGF bryder 40 års mesterskabstørke.

For skal det ske, skal det være i år - føler man. Aarhusianerne kan lukrere på, at FCM og FCK begge skal bruge en masse kræfter på lange europæiske kampagner.

Det taler også til AGF’s fordel, at FC København reelt skal spille uden angriber - som minimum frem til januar.

Andreas Cornelius er selvfølgelig skadet - og hvis man tror på, at han kan spille mere end 20 kampe på en sæson, så tror man også på julemanden, og på at måneladningen fandt sted i et Hollywood-studie.

Og så bliver vi nødt til at tale om det - selvom det er et ømt punkt. Da FC København i sommer hentede det tyske århundredetalent Yousouffa Moukoko, var vi mange, der var topfascineret over det stjernestøv, der pludselig dryssede ned over Superligaen.

Men jeg husker også, at jeg udtalte følgende, da han blev præsenteret den 28. juni:

»Inden vi imploderer i begejstring, skal vi lige have opklaret, hvorfor Youssoufa Moukoko er havnet i Superligaen. For der er jo uden tvivl en grund.«

Den grund har vi efterhånden opdaget. For den unge tysker er en skygge af det fænomen, han var, da han som bare 16-årig hamrede ind på Dortmunds Bundesliga-hold.

Det fungerer ikke - og det er svært at se, hvad han reelt bidrager med. FCK blev markant bedre, da tyskeren blev flået ud i pausen i Baku onsdag. Faktisk har FCK generelt været bedre i denne sæson, når den unge tysker har været ude.

Han er kun 20 år, og han har god tid til at modbevise mig, men det begynder at lugte af et grumt flop til 37 millioner kroner.

AGF behøver heller ikke lade sig skræmme af situationen i Herning.

FC Midtjylland satsede hele butikken, da man i et hurtigt sving åbnede bildøren og skubbede driftsikre og vellidte Thomas Thomasberg ud.

Ind kom den diametrale modsætning til den stoisk rolige Thomasberg - Mike Tullberg, der med hættetrøje og fråde om munden skal tilføre vildskab og intensitet til FCM’s multikulturelle mandskab.

Han gør en brav indsats, må man sige. En hårdt tilkæmpet hjemmesejr over Viborg blev fejret, som havde Tullberg scoret sejrsmålet i VM-finalen i overtiden. Han er så indlevende på sidelinjen, at der går 90 minutter mellem, at han blinker med øjnene.

Og FC Midtjylland har da pointmæssigt leveret varen - med seks ud af ni point i Superligaen. Og to meget flotte europæiske gevinster.

Men jeg må indrømme, at jeg stadig har svært ved at gennemskue, hvorfor det var så pinedød nødvendigt med det trænerskifte. Nærmest alle sejre er grundlagt på den dåbsgave, Tullberg fik, da han tiltrådte: fysik og dødbolde i verdensklasse.

Spillet er mere forkrampet, end det var under Thomasberg. Hjemmesejrene mod Viborg og Randers har ikke overbevist mig. Begge kampe lå længe og vippede - og blev til sidst møffet hjem med musklerne.

Jeg betragter faktisk FCM som værende mere skrøbelige nu end for en måned siden.

Vi aner ikke, hvordan Mike Tullberg reagerer i modgang. Vi aner ikke, om spillertruppen køber ind på ham som ny styrmand på den lange bane. Vi aner ikke, hvordan han håndterer presset, når han står på sidelinjen i Parken og på Brøndby Stadion. Det var vi ikke i tvivl om med den forrige cheftræner.

Jeg har før sammenlignet Thomasberg med en stationcar - med højt bundniveau og moderat topniveau. Jeg ser Mike Tullberg som en hidsig elbil, hvor jeg virkelig er i tvivl om batteriets levetid.

Jeg lægger mig gerne pandekagefladt ned, hvis Tullberg gør min tvivl til skamme. Det håber jeg - vil være super med endnu en ung og talentful dansk træner Men for nuværende er jeg ret skeptisk.

Jeg er spændt på, hvilke argumenter FCK og FCM har med i Parken søndag aften.