»En ekstremt spændende tilføjelse til Superligaen.«

Sådan lyder dommen fra B.T.'s sportsredaktør Lasse Vøge over FC Københavns køb af det 20-årige stortalent Youssoufa Moukoko.

FCK henter Moukoko fra den tyske storklub Borussia Dortmund, og ifølge Lasse Vøge må handlen få store dele af fodbold-Europa til at måbe.

»At sådan en stjerne havner i Superligaen er spektakulært – og at han stadig har hele sin karriere foran sig, gør det til et nybrud i dansk klubfodbold,« siger han. 

Youssoufa Moukoko fik debut som kun 16-årig for Dortmund førstehold og har i flere år været en Europas mest omtalte fodboldtalenter. Han scorede blandt andet sammenlagt 141 mål i 88 kampe for Dortmunds u17- og u19-hold.    

Faktisk var han i en periode så ombejlet, at selveste Lionel Messi sendte signerede spilletrøjer til ham i håb om at lokke Moukoko til Barcelona.

Gassen er dog gået af ballonen for den tyske angriber, der har haft svært ved at få det endelige gennembrud i Dortmund, hvorfor han blev sendt på leje til franske Nice i den forgangne sæson. 

Nogen udpræget succes blev det dog ikke for Moukoko i Sydfrankrig. Her nåede han blot at score to mål i 22 kampe. 

Derfor maner Lasse Vøge også til besindighed oven på transferen.    

»Inden vi imploderer i begejstring, skal vi lige have opklaret, hvorfor Youssoufa Moukoko er havnet i Superligaen. For der er jo uden tvivl en grund. Blev han håndteret forkert i Dortmund? Tyngede prædikatet som århundrede-talent ham? Eller var talentet ikke så stort som forventet?«

Han understreger dog, at det bliver interessant at følge Superligaens nye superstjerne og roser samtidig FCK for visionen bag handlen:

»Hatten af for FCK for at turde tænke og drømme stort,« siger han.

 Ifølge Bold.dk betaler FCK 4,5 millioner euro – 33,5 millioner kroner – til Borussia Dortmund her og nu, mens potentielle bonusser for omkring 1 millioner euro kan få prisen til at stige yderligere.

Kontrakten er på fem år frem til sommeren 2030.