Den voldssigtede fup-fodboldspiller Bernio Verhagen, der i november var på kontrakt i 1. divisionsklubben Viborg FF, kan efter flugten mandag uden for Holstebro Arrest se frem til en ekstra hård dom.

»Betingelserne omkring fangeflugt er blevet skærpet. Så det giver nu fire måneders ubetinget fængsel, første gang man stikker af,« siger kommunikationsrådgiver ved Midt- og Vestjyllands Politi Mette Quistgaard til B.T.

Mandag blev det ved Retten i Viborg bestemt, at varetægtsfængslingen af Bernio Verhagen skulle forlænges frem til 10. januar 2020.

»Når sagen kommer for retten her, vil jeg på baggrund af det hændte anmode om, at varetægtsfængslingen forlænges yderligere,« siger advokatfuldmægtig Katrine Melgaard, der er anklager i sagen, hvor Bernio Verhagen er sigtet efter straffelovens paragraf 244, stk. 1.

Bernio Verhagen foran Retten i Viborg.
Bernio Verhagen foran Retten i Viborg. Foto: Thomas Idskov
Vis mere

Det var meningen, at varetægtsfængslingen af Bernio Verhagen, der risikerer en dom på op mod tre års fængsel, skulle være foregået i Holstebro Arrest.

»De planer er blevet lavet om. Efter sin flugt er han blevet kørt til et mere sikkert arresthus længere sydpå. Så der kommer han til at holde jul og nytår,« siger Ole Vanghøj, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Han lægger ikke skjul på, at han er glad for, at Bernio Verhagen igen er bag lås og slå.

»Det var en rigtig dum situation, vi havde bragt os i, da det lykkedes ham at flygte. Årsagen til at det lykkedes, kender kun de to kolleger, der mandag ved middagstid fragtede ham fra Retten i Viborg til Holstebro Arrest. Vi har nogle klare retningslinjer for, hvordan fangetransport skal foregå, men det er ikke sådan, at betjentene nu får en tjenstlig reprimande. Jeg tror, at det her er lære nok for dem,« siger Ole Vanghøj.

Klokken 13.45 stak Verhagen af fra politiet i forbindelse med transport i Holstebro. (Arkivfoto.) Unknown/Ritzau Scanpix
Klokken 13.45 stak Verhagen af fra politiet i forbindelse med transport i Holstebro. (Arkivfoto.) Unknown/Ritzau Scanpix
Vis mere

Under sin flugt fra politiet var Bernio Verhagen særdeles aktiv på de sociale medier.

Blandt andet skrev han en besked om, at han var på vej ud af landet:

'I dag (mandag, red.) forlod jeg fængslet, og lige nu er jeg på vej til Sverige for at besøge en god ven,' skrev han blandt andet og fortsatte:

'Jeg forbliver tavs indtil retsdagen 10. januar (den dato, som dommeren mandag valgte at forlænge varetægtsfængslingen til, red.).'

Ole Vanghøj har denne kommentar til, at Bernio Verhagen forsøgte at lave en afledningsmanøvre:

»Det undrer os, at han under flugten kunne skrive disse beskeder. Min teori er at han kan have benyttet en pc på et bibliotek, hvor der jo er offentlig adgang, eller også kan han have lånt en mobiltelefon, hvor han et kort øjeblik har logget sig på en konto på de digitale medier.«

Ifølge Ole Vanghøj blev anholdelsen af Bernio Verhagen foretaget af to betjente.

»På baggrund af et tip fandt de ham i et lejlighedskompleks i Christiansgade i Holstebro. Jeg må sige, at borgerne i Holstebro har været gode til at rette henvendelse til os, når de har set ham,« siger Ole Vanghøj.

Sådan præsenterede 1. divisionsklubben Viborg FF 5. november 2020 nyindkøbte Bernio Verhagen.
Sådan præsenterede 1. divisionsklubben Viborg FF 5. november 2020 nyindkøbte Bernio Verhagen.
Vis mere

Under anholdelsen sad han ifølge Ole Vanghøj og trykkede sig i et kælderrum, som han havde formået at låse indefra. I anholdelsesrapporten fremgår det, at han ikke var i besiddelse af en telefon. Desuden står der, at han han ved anholdelsen tidligt tirsdag morgen ikke gjorde modstand.

Den spektakulære sag om Bernio Verhagen tog for alvor fart, da Viborg FF 25. november opsagde kontrakten med ham.

Samtidig anmeldte klubben sagen til politiet. Blandt andre B.T. havde på det tidspunkt beskrevet, at hollænderen ikke besad evnerne til at spille professionel fodbold.

Samme dag blev Bernio Verhagen anholdt i forbindelse med tumult i en kiosk på Banegårdspladsen i Viborg, og kort efter blev han sigtet for trusler, vold og røveri.

Bernio Verhagen.
Bernio Verhagen.
Vis mere

Ved retsmødet mandag i Viborg udvidede politiet sigtelsen mod Bernio Verhagen, der ifølge ordensmagten gentagne gange over en tre uger lang periode skal have været voldelig mod sin 21-årige chilenske ekskæreste.

B.T. har forsøgt at få en kommentar til sagen fra advokat Peter Nisgaard Brink, der under mandagens retsmøde i Retten i Viborg agerede forsvarer for den 25-årige hollænder.

Her forsøgte han at overbevise dommer Kirsten Maigaard om, at varetægtsfængslede Bernio Verhagen skulle løslades, eftersom han har et barn i Danmark og derfor næppe ville forsøge at flygte ud af landet.

»Peter Nisgaard Brink har ingen kommentarer til sagen. For det første har han tavshedspligt, og for det andet sidder han i møde hele dagen,« sagde hans sekretær, Berit Søgaard.