Av, av, av, av, av, av, av for den, Eric Choupo-Moting.

Paris Saint-Germain-angriberen er i forvejen langt fra første mand på holdkortet hos det franske storhold, men søndag aften spillede han sig måske en tand længere væk.

Ved stillingen 1-1 i hjemmekampen mod Strasbourg fik Choupo-Moting den måske største chance for at score et mål, man nogensinde har set.

Faktisk var chancen så stor, at hvis camerouneren bare havde holdt sig fra bolden, så havde PSG scoret.

Eric Choupo-Moting fra Paris Saint-Germain.
Eric Choupo-Moting fra Paris Saint-Germain. FRANCK FIFE

Holdkammeraten Christopher Nkunku blev spillet fri i dybden og chipper bolden over Strasbourg-keeperen, og bolden er faktisk på vej i mål. Men Choupo-Moting ville lige prikke bolden det sidste stykke over stregen.

På mirakuløs vis formåede han dog at stoppe bolden på stregen i stedet for at sparke bolden ind. Selvom han var upresset. Og bolden blev sparket væk. En af de mest bizarre situationer i topfodbold nogensinde.

Og værre blev det, at Paris Saint-Germain endte med at spille 2-2 mod Strasbourg, hvor man med en sejr var blevet franske mestre. Det bliver de nok alligevel, da de fører med 20 point ned til den eneste rival Lille, der har syv kampe tilbage i ligaen.

Se den mystiske afbrænder i toppen af artiklen, hvor du også kan se Kylian Mbappés måbende reaktion.