Der var nok mange Vejle-tilhængere, der fik nervøse trækninger, da brasilianske Allan Sousa i sommer returnerede til Trekantsområdet.
Man havde efter den seneste nedrykning sendt 'problembarnet' til Belgien i håbet om, at han kunne gøre karriere dér og blive solgt for en god sum. For i Vejle havde man mistet troen på Sousa efter en række dumheder på og uden for banen.
Men i Belgien fandt Sousa heller ikke lykken, og så måtte han tilbage til Nørreskoven. Og det er der nok ingen, der fortryder i dag.
For Allan Sousa har været fremragende igennem første halvdel af denne sæson, hvor han og Vejle har spillet over forventning. Søndag var han igen fremragende – på trods af Vejles 0-2-nederlag til Brøndby.

»Jeg synes ærlig talt, at vi havde fortjent mere. Vi havde store chancer. Men deres målmand havde nogle store redninger,« lød den korte analyse fra Sousa efter kampen.
Hvad tænker du om din egen indsats?
»Jeg har arbejdet hårdt i lang tid. Også i sæsonoptakten, og jeg føler mig stærk nu. Jeg er glad for at give mit bedste for at hjælpe mit hold.«
Hvordan var det at vende tilbage til Vejle i sommer? Det var vel ikke planen ...
»Nej, det er ikke sandt. Jeg har stadig kontrakt her i Vejle, og jeg er glad for, at jeg kunne komme tilbage. Jeg kender byen, og jeg kender holdkammeraterne.«
»Man kan se på banen, at jeg er glad, og at jeg forsøger at hjælpe mine holdkammerater.«
Følte du, at du havde 'unfinished business' i Vejle – taget din afsked med klubben i betragtning (Sousa sad ude med karantæne i Vejles afgørende nedrykningskampe, red.)?
»Den slags sker i fodbold, du ved. Nogle gange er man for aggressiv, og så dummer man sig. Men nu er jeg meget mere fokuseret, og jeg får ikke flere dumme gule og røde kort.«

En mere moden Sousa?
»Ja, det er det rigtige ord. Jeg er mere moden. Det kan man også se på banen, du ved. Jeg er mere afslappet – ikke så aggressiv. Jeg er rolig.«
Hvad er planen for dig? Skal du af sted igen til sommer?
»Nu skal jeg have en god sæson i Vejle, og så ved man aldrig med fremtiden. Men lige nu handler det om at blive i top-6 med mine holdkammerater,« lød det diplomatiske fra den nu modne Allan Sousa.