Sagen om Nicklas Bendtners voldsdom - efter et overfald på en københavnsk taxichauffør - tager nu endnu en drejning.

Nicklas Bendtner modtog fredag den 2. november en dom på 50 dages ubetinget fængsel i Københavns Byret. Den valgte fodboldspilleren at anke på stedet.

Og efter noget betænkningstid har anklagemyndigheden nu valgt at kontraanke dommen, som man finder for mild.

'Sag vedrørende fodboldspiller kontraankes af anklagemyndigheden til skærpelse. Sag vedrørende taxichauffør ankes ikke,' skriver statsadvokaten på Twitter.

B.T. har været i kontakt med Nicklas Bendtners advokat, Anders Nemeth, der ikke har nogen kommentarer til sagen.

Taxichaufførens forsvarsadvokat, Mette Grith Stage, er derimod glad for anklagemyndighedens udmelding.

»Jeg er selvfølgelig enig i, at min klient skal frifindes, og at min klients sag ikke skal ankes. Det er det, vi har lagt vægt på hele vejen igennem. Så det, at anklageren er enig, er vi tilfredse med.«

Sagen er dog ikke helt slut for taxichaufførens vedkommende.

»Min klient er forurettet. Det vil sige, at han både selv var offer, men også sigtet. Det vil sige, at selvom min klients sag ikke bliver anket, skal min klient ind og vidne igen,« siger Mette Grith Stage, der dog ikke på nuværende tidspunkt ved, hvornår ankesagen begynder.

Henning Fuglsang Sørensen, juridisk lektor ved Syddansk Universitet, forklarer følgende om anklagemyndighedens melding om kontraanke:

»Når anklagemyndigheden kontraanker dommen, så betyder det, at de har fået medhold i, at Nicklas Bendtner er skyldig,« fortæller han.

Under retssagen mod Nicklas Bendtner gik anklagemyndigheden efter tre måneders fængsel til Rosenborg-spilleren. Det fremlagde anklager Marie-Louise Kruse dengang i retten. I stedet fik Nicklas Bendtner som nævnt en dom på 50 dage i fængsel.

Nicklas Bendtner.
Nicklas Bendtner. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Derfor går Anklagemyndigheden nu efter, at straffen skal skærpes, hvilket må betyde en højere straf,« fortæller Henning Fuglsang Sørensen, der tidligere har forklaret, hvilket type fængsel Nicklas Bendtner risikerer at skulle afsone sin dom i, og om han i princippet kan få en fodlænke i stedet. Det kan du læse mere om her.

Nicklas Bendtner er dømt for at have brækket kæben på en københavnsk taxichauffør på vej hjem fra byen natten til den 9. september. Ifølge den 30-årige fodboldstjerne handlede han i selvforsvar, da taxichaufføren forsøgte at overfalde Bendtner og hans kæreste, Philine Roepstorff. Retten fandt dog ikke belæg for dette og valgte derfor at idømme Rosenborg-angriberen de omtalte 50 dages ubetinget fængsel.

Fængselsdommen fik ingen konsekvenser for Nicklas Bendtner hos hans norske klub, Rosenborg. Klubbens daglige leder, Tove Moe Dyrhaug, forklarede, at klubben tog afstand for vold og hændelsen - men at de forsvarede Nicklas Bendtner som person.

Taxichaufføren var selv sigtet i sagen for forsøg på udøvelse af vold. Det blev han dog frifundet for, mens han til gengæld fik en bøde for overtrædelse af bestemmelser i færdselsloven.