Man kunne skrive en bog tykkere end H.C. Andersens samlede værker, hvis man samlede alt det, der er sagt og skrevet om en anden fynbos fremtid: Christian Eriksen.
Hele sommeren blev danskeren sat i forbindelse med en række store klubber, men skiftet blev som bekendt ikke til en realitet dengang.
Nu skøjter Eriksen imod at forlade Tottenham ganske gratis, og her er Manchester United nævnt som en bejler. Men to af klubbens legender er uenige om, hvorvidt danskeren kan styrke Manchester United, sagde de på Sky Sports.
»Jeg ville købe ham i morgen. Jeg tror, at han ville forbedre Manchester United,« mener den tidligere højreback Gary Neville, der tror, at store klubber står i kø for at erhverve sig Eriksen:

»Hvad man ser lige nu med Eriksen, er det en spiller, som ikke er tilfreds med det, der er sket. Han er ikke interesseret.«
Til gengæld mener Gary Neville, at det vil ændre sig, når Eriksen finder en ny arbejdsgiver. Og det kan meget vel blive en meget prestigefyldt en af slagsen.
»Vil Manchester United tage ham? Vil PSG tage ham? Vil Juventus tage ham? Gratis? Ja, hvis han er gratis, vil de,« siger Gary Neville.
Men i studiet sad der en anden mand, og han var lodret uenig, selvom han også er en Manchester United-legende.
»Ikke hvis jeg var Manchester United-manager,« svarer Roy Keane til spørgsmålet om, hvorvidt Christian Eriksen ville være en forbedring for Manchester United.
Keane er ikke i tvivl om, at Eriksen nok skal finde en ny klub, men står det til ham, lander Eriksen ikke hos 'De Røde Djævle'. Han kan ikke gøre en forskel i storklubben, hvis man spørger Roy Keane.
»Han vil ikke gøre Manchester United bedre, men når det er sagt, så har Manchester United købt Fred,« sagde Keane med hentydning til, at Fred har været alt andet end overbevisende, siden han kom til klubben.
Christian Eriksen har spillet i Tottenham siden 2013.